Da hun tilslut saa, at det blev Alvor med Reisen, følte hun vist noget, som lignede Anger. Thi hun holdt Hilda længe omfavnet og mumlede endogsaa noget om, at hun – Hilda – maatte tilgive hende, om hun stundom havde været lidt urimelig.
De to mislykkede forlod derfor Huset i oprigtig Sorg, og Hilda havde faaet en saadan Hovedpine, at hun strax gik tilsengs i Damekahytten, som hun fik for sig selv alene. Støien fra Salonen dæmpedes efterhaanden, idet Selskabet naaede det følsomme Stadium. Doktoren gik op paa Dækket og spadserede frem og tilbage.
Natten var stille og lys. Men i Sydvest trak mørke Skyer op; det vilde ikke vare længe, inden der kom Regn. Ingen Lyd hørtes undtagen Kulskuflerne dybt nede i Maskinrummet og den haltende Takt af hans Fodtrin, mens han vandrede op og ned.
Af og til førte Vinden et Fyrværkeriskud fra Takkefesten eller en Stump af en Fanfare. Raketter og romerske Lys steg op over Hustagene og kastede et farvet Skjær over Luften, før de sluktes.
Johan Bennechen gik længe op og ned paa Halvdækket og saa indover Byen, han kjendte saa godt, og hvor han havde levet sit Liv. Det lille Mellemrum mellem Skibssiden og Kaien syntes ham et svælgende Dyb, bag hvilket han lod alle sine Sorger og Skuffelser ligge.
Alligevel var han modløs. Tusinde Minder satte smaa Klør i ham, som det smertede at rive ud. Han ventede sig isandhed ikke stort hinsides Havet.
De trofaste Venner nede i Kahytten løsrev sig endelig og stillede sig op paa Kaien, forat synge. Men det viste sig, at de vare altfor bevægede, hvorfor de i Stilhed vandrede op i Byen. Og der blev stille paa Skibet og stille i Byen, medens der lød tunge Pust fra Maskinen, som naar en Kjæmpe begynder at vaagne.
Johan Bennechen saa paa sit Uhr. Klokken var halv et. Regnskyerne trak mere og mere sammen. Han saa sig endnu engang om, forat samle hele sin Fortid i det skjønne fredelige Billede af Vaarnatten, før han gik tilkøis.
Da hørte han en Vogn nærme sig udover Bryggerne; den passerede forbi Gaslygterne og holdt først lige ved det engelske Dampskib. En Herre i vid Kappe og trekantet Hat steg ud og sagde nogle Ord til Kusken. Et Øieblik efter hørte Johan en Stemme, han syntes at kjende, spørge Stewarten nedenunder efter Doktor Bennechen.
„Her – vil nogen tale med mig?“ raabte Johan ned fra Halvdækket.
