XXII.
Det var en usædvanligt straalende Dag til at være saa tidligt paa Aaret. Eftermiddagssolen blinkede i Vinduerne og lagde en diset Taage over Slotsparken, saaat Slottet fremhævedes mod den gyldne Luft i al sin enkle Skjønhed. Fra Akershus spredtes de tunge Krudtskyer efter Saluten, Flagene viftede festligt, og Folk skyndte sig fra alle Kanter henimod Carl Johans Gade, der var tæt besat paa de aabne Pladse og langs Fortougene.
I Vinduerne laa Damer i ny Vaarpynt; unge Herrer stod bag og vare vittige. Nede paa Jernbanetorvet holdt Politiet en stor Plads aaben; det gule Chor holdt i al sin Pragt foran Stationen; Grosserer Falck-Olsen sad stram og høitidelig paa sin gulblakke Hoppe og saa ned paa Mængden.
Det kongelige Tog var ankommet; man ventede bare, at de sædvanlige Modtagelsesceremonier paa Perronen skulde tage Ende. Op fra Bryggerne og fra alle Smaagaderne var der kommen Søfolk, Sjouere, Fruentimmer og Arbeidsfolk, – et tarveligt Publikum til at begynde med.
Da derfor en anstrængt Stemme raabte: „Leve Kongen! – Hurra!“ – svaredes der mat og spredt udover Torvet, hvorpaa der indtraadte en ubehagelig Dødsstilhed, medens de høie Herrer steg i Vognene.
Det gule Chor raslede afsted, derpaa Suiten af de kongelige Vogne – over Torvet, op gjennem den trange Passage ved Dybwadgaarden. Hist og her raabte en brav Borger Hurra af alle Kræfter; men den enkeltes altfor store Iver syntes at holde Mængden tilbage, og Raabene faldt dødt og klattevis, indtil man kom op forbi Brandvagten.
Nu gik det bedre, og de svenske Herrer i Vognene nikkede til hinanden. Men først fra Høiden ved Akersgaden og nedover Egertorvet blev Raabene almindelige. Den prægtige Avenu fra Storthingsbygningen op mod Slottet straalede i Eftermiddagssolen. De glimrende gule Ryttere i skarpt Trav, Vognene, de høie, uniformerede Herrer, talrige Grupper af velklædte Personer, der satte Raabene igang, – alt løftede Stemningen, saaat Hurraraabene brusede med Begeistring.
Da Toget var passeret, var hele Carl Johans Gade myldrende fuld af Folk, der alle vendte Ansigtet mod Slottet, hvor Ryttere og Vogne snoede sig opover Skraaningen som en blinkende Slange,
