Han krympede sig sammen og for tilbage – helt ind i den inderste Krog af Værelset; Ansigtet blev næsten askegraat, medens han stirrede paa disse svære Næver.
Men lidt efter lidt syntes hans halvt udslukte Hjerne at samle sig til en sidste Anstrængelse. De lange, falske Smilerynker lagde sig igjen om Munden, idet han i en klynkende Tone sagde:
„At du kan have Hjerte til at være saa sint paa Bror din – Njædel! – som altid har været saa svag og daarlig. Husker du, da vi var smaa, – naar vi rev Lyng for Mor oppe i Heien?“
Njædel lod Armene synke. Underlige Minder blinkede frem for ham ved denne tynde, bedende Stemme, som han kjendte saa godt, denne Lyd fra Barndommen – fra den Broder, han havde elsket saa høit.
„Og husker du, hvad Mor altid sa'?“ – blev Anders ved, medens han hele Tiden holdt Øie med Broderens Ansigt; „hu' Mor sa' altid: Du Njædel er en Tosk – sa' hun; men han Anders er saa fin som en Røisekat.“
Njædel nikkede. Det havde sin Rigtighed. Og Moderen, og Hytten indunder Fjeldvæggen, og Heien med den høie Lyng, som lugtede saa godt i Solskinnet – alt laa lysende klart for ham; og midt i det stod Broderen – bleg, svagelig, bestandig hjulpet, skaanet, baaret over vanskelige Steder. Og alt, som laa imellem, smeltede hen og randt væk som Sne om Vaaren; – han blev Gut igjen – en stor, klodset, godtroende Gut, som han igrunden altid havde været; og der fandtes ikke Gnist af Vrede i ham, da han vendte sig bort og sagde: „Anders – Anders! – det skulde du ikke have gjort!“
Oppe i Portrummet sagde Oldermanden: „Det var godt, at du ikke tog i ham; du kunde brukket ham af som en Sukkerkavring.“
Men nu var det ude med Njædel; han lænede sig mod Muren og hulkede høit.
Oldermanden lod ham græde saalænge, som han fandt det nødvendigt. Derpaa førte han ham med sig – Njædel var føielig som et Barn –, fandt en Spisekjælder, og der steg de ned.
Oldermanden, som havde været baade i Petersburg og Kjøbenhavn, forlangte flot to Portioner Bif og en Flaske Øl. Men da de satte sig tilbords, rystede Huset af et Kanonskud.
„Kongen kommer –“ sagde Opvartningspigen. Hun var muggen, fordi hun maatte blive i Kjælderen og opvarte disse to Bønder istedetfor at løbe og se paa Stadsen.
