De to Herrer, som ikke kjendte hinanden, talte forsigtigt om Forskjellen mellem Land og By saadan i sin Almindelighed.
Efter et Par ligegyldige Bemærkninger fik Amtmanden Anledning til at sige: „Det undrer mig saa ofte, hvilke vrange og misforstaaede Opfatninger af vort Folk der nuomstunder kommer tilorde. For en Mand som mig tager det sig især underligt ud. Thi en Embedsmand i min Stilling lever jo mere end nogen anden i og med Folket. De daglige Forretninger bringer mig jo i uophørlig Forbindelse med Almuen; jeg ser Bonden i hans Sorg og i hans Glæde; hans gode Sider saavelsom hans slette –“
Her afbrød den Geistlige behændigt: „Det er som talt ud af mit eget Hjerte – Hr. Amtmand! jeg har jo selv i over fem Aar været Præst i en Landsmenighed; og jeg tør nok sige – uden i mindste Maade at ville rose mig selv; men jeg tror, jeg tør sige, at faa Præster saaledes som jeg har levet – ligefrem levet i og med Folket. Men netop derfor synes mig de moderne, høitstemte Lovtaler over Bonden –“
„Ja – ikke sandt?“ – udbrød Amtmanden glad, „denne beklagelige Overvurdering af Folket er i Grunden ikke andet end et Skalkeskjul for obskure Ærgjerrigheder –“
– „og Vantro!“ – faldt Præsten ind. De to Herrer forstod hinanden og fortsatte Samtalen i en dæmpet, fortrolig Hvisken.
Redaktør Mortensen kom sent. Han var en af de faa Herrer, som ikke bar nogen Decoration. Men i den rolige, brede Maade, hvorpaa han hilste hist og her, klappede en og anden paa Skulderen – kunde man se, at det var en Mand, som havde godt Fodfæste.
Han var i Virkeligheden ogsaa bleven en anden i de sidste Aar, efterat han overtog „Folkets sande Ven“. Der var ikke længer Tale om nogen gulflammet Skjorte; Redaktøren var sirligt klædt og optraadte med den forbeholdne Værdighed, som klæder Pressen saa godt.
Delphin iagttog ham skarpt og beregnede, at Redaktøren havde havt en hemmelig Sammenkomst med Statsraaden.
Det havde han ogsaa. Statsraaden talte først lidt ærgerlig til ham om den Historie med Dokumenterne i Kaos. Men Mortensen tillod sig at afbryde kort: „Den samme Mo – Hr. Statsraad! begynder at blive lidt ubekvem. Han gaar og fortæller mystiske Historier om en vis Madam Gluncke, som“ –
„Hm! –“ svarede Statsraaden, „De har Ret; jeg har længe været misfornøiet med ham; han begynder desværre vist at gaa i Barndommen.“
Statsraadens Tone forandredes strax, og da Mortensen forlod Kontoret, straalede hans blegfede Ansigt.
