Imidlertid fandt han sig snart tilrette. Thi det var fordetmeste de gamle halvt tyske Embedsnavne fra Dansketiden, som gik igjen, idet Embederne syntes at have fulgt Familierne efter en mystisk Arvelov. Og ikke blot sine Fædres Navne og Embeder syntes disse Herrer at have arvet; men selve deres Skikkelser havde beholdt et Tilsnit, der mindede om Fredrik den Sjette: korrekte, velformede Profil; smaa tørre, støvede Hoveder; stive Nakker og Ansigterne – omgivne af tætklippede Bakkenbarter – ligesom sammenfoldede over en urokkelig Diskretion.
De smaa Grupper havde dannet sig efter Delphins Plan i Krogene og ved Vinduerne; midt paa Gulvet gik to og to og samtalede sagte; medens en stor Del stod og spiste omkring Frokostbordet eller tog sin Tallerken med indover i Salonerne.
Omkring en høi mager Herre med langt graasprængt Haar samledes der altid en tæt Klynge. Det var en norsk Billedhugger, som havde sit Atelier i Stockholm. Han sagdes at være kommen til Byen den foregaaende Dag, for under Kongens Ophold at vække Interesse for et Nationalmonument, han havde gjort Udkast til.
Det var en Unionsgruppe, som efter Planen skulde opstilles paa Eidsvoldspladsen midt foran Storthingsbygningen. Kunstneren havde en Blyantsskitse i Lommen, som han viste frem.
Iveren, for at lægge sin Interesse og Beundring for Dagen, var stor og uforbeholden; thi alle vare tilstrækkeligt inde i Forholdene til at forstaa, at det vilde være det samme som et Storkors at tage Sæde i Kommiteen.
Skitsen fremstillede Svea som en siddende kvindelig Figur, der støtter den ene Haand paa Sværdet, medens hun lægger den anden Arm om Skulderen paa en liden Gut, som staar ved Siden.
Kunstneren fortalte selv, at Gutten ifølge det oprindelige Udkast skulde sidde paa Knæet til den kvindelige Figur. Men saa havde han været hensynsfuld nok – de Norske ere jo saa pripne – til at sætte ham ved Siden, saa kunde da enhver se, at Figurerne vare „sideordnede.“ Af samme Grund havde han ogsaa givet Gutten en uhyre Hjelm nedover Ørene, og et tungt Slagsværd lænede sig til hans Skulder, hvilket – halvt humoristisk skulde udtrykke, at den lille Knægt nok kunde bide fra sig.
Til alle de indirekte Hentydninger og Tilbud svarede imidlertid Kunstneren, som var en smidig Hofmand, at Statsraad Bennechen havde været saa elskværdig at paatage sig Besættelsen af Kommitteen.
Kammerherre Delphin havde anbragt Amtmand Hiorth ved et Vindu sammen med en af Hovedstadens fremragende Præster.
