Hellerikke var det sikkert, hvad Tid selve Værten kunde vise sig; thi han havde meget at varetage, og desuden – betroede Fruen Delphin: „Daniel er i et frygteligt Humør.“
Salonerne begyndte at blive livlige. Militære Gallauniformer, Departements- og Hofuniformer, Stadens høiere Geistlighed med Pibekraver og Dekorationer, kommunale Embedsmænd, Høiesteretsassessorer, to eller tre Statsraader og nogle ærgjerrige Advokater, der befandt sig paa det første Trin af sin Udvikling.
Grosserer Falck-Olsen optraadte i sin nye Uniform af det gule Chor.
„Jeg har sendt Champagnen Kjøkkenveien,“ hviskede han til Fruen, idet han trykkede hendes Haand.
Derpaa saa han sig ivrigt om i Salonerne, spurgte tilhøire og tilvenstre, om nogen kunde sige ham, naar Statsraad Bennechen vilde vise sig. Endelig stansede han ved Kammerherre Delphin, der komplimenterede ham for den smukke Uniform.
„Aldeles som en svensk Officer“, forsikrede Kammerherren.
Grossereren raslede med sit Gehæng og dreiede sig lidt foran Speilet.
„De kan ellers tro – Kammerherre! – jeg har været i en Kattepine for at vælge Hest. For jeg har en stor, sort Hoppe – ser De! egentlig en Kjørehest. Og saa har jeg en gulblak – herligt Dyr! De skulde se for fint Fax, hun har, og saa glat og trind, som hun er over Hofterne! – kjøbte den af en Hestehandler vestenfra. Men – ser De! nu er det Ulykken! – hun er lidt liden –“
„Napoleon red bestandigt smaa Heste,“ sagde Delphin.
„Nei gjorde han det!“ raabte Grossereren fornøiet, „og Oberstløitnant Grobs bandte paa, at den gulblakke var altfor god for det gule Chor.“
„De tager altsaa den gulblakke?“ – spurgte Delphin uhyre alvorligt.
„Jeg tager den gulblakke,“ svarede Grossereren afgjørende.
Blandt de sidst ankomne var Amtmand Hiorth fra Vestlandet. Han var nylig kommen til Byen, og Rygtet vilde vide, at han skulde remplacere gamle Falbe, som var gaaet af efterat have naaet den – selv for en norsk Statsraad – respektable Alder af 82 Aar.
Amtmanden udtalte sin Glæde ved at træffe Delphin, som i tidligere Dage havde været hans Fuldmægtig; og Kammerherren førte ham omkring og forestillede ham for flere indflydelsesrige Personer. Det var mange Aar siden, Amtmand Hiorth havde været i Hovedstaden, saa der var mange nye Folk at hilse paa.
