„Det var saa ligt Dem,“ mumlede Statsraaden, „bed Bureauchefen komme herind.“
„Strax – strax – Hr. Statsraad! det skal strax blive besørget –“; den lille Mand hoppede ned af Stolen, svirrede et Par Gange rundt, forat finde sin Hat, mindedes, at han jo ikke skulde paa Gaden, og løb saa hen til den anden Dør, forat kalde paa Delphin.
Statsraaden gik et Par Gange op og ned, mens han ventede; Oldermanden var forstummet; han begyndte at finde det hele temmeligt besynderligt.
Statsraad Bennechen havde selv for en Del medvirket til den hurtige Karriere, Delphin havde gjort. Men i det sidste var han bleven lidt mistænkelig overfor Kammerherren; Statsraaden bestemte sig til ved Leilighed at raade ham til at søge et Embede i en af Smaabyerne. Imidlertid var dog Georg Delphin med sin frygtede Tunge og sine gode Forbindelser altid en Mand, man burde holde sig tilvens med – allerhelst, naar det trak op til Skandale.
„Kjære Hr. Kammerherre!“ – begyndte han derfor, da den anden kom ind, „jeg har en stor Tjeneste at bede Dem om. Ser De – Hans Majestæt kommer – som De ved, Klokken fire. Og nu vil en stor Del af Byens Honoratiores samles hos mig, forat indtage en liden dejeuner a la fourchette før Indtogshøitideligheden; – jeg haaber naturligvis ogsaa at have Æren af Hr. Kammerherrens Nærværelse –“
Delphin bukkede.
„Men nu var det egentlig det, jeg vilde bede Dem om – kjære Delphin! at De vilde gaa hjem til min Kone og hjælpe hende lidt med Arrangementet, – det er nu en af Deres mange Fuldkommenheder. For – jeg skal sige Dem – Adelaide var lidt echaufferet, – flere sammenstødende Omstændigheder – hm! –“ Statsraaden prøvede et let Smil: „som De uden Tvivl oftere har hørt, har Johan længe talt om at tage en Tur til Amerika?“
Delphin var artig nok til at svare samtykkende.
„Det er nu et af hans Indfald,“ vedblev Statsraaden spøgefuld, „og nu er her just en fortræffelig Leilighed: han følger med som Emigrantlæge, og Hilda for sin Fornøielse.
„Frøken Hilda!“ – raabte Delphin og faldt ganske ud af Rollen.
„Javist –“ lo Statsraaden, – „en forfløien Ide – ikke sandt? Adelaide syntes nu slet ikke om det i Førstningen; men jeg sagde saamænd: lad hende reise; en Amerikatur nutildags er en ren Fornøielsestur; og da saa til og med Doktor Rohde mente, at Søluften – hm!“ –
