„Jeg tror ham nu saa maadeligt,“ svarede Oldermanden forsigtigt. –
„Her bringer jeg Dem to ægte Specimina af den uddøde Dyrerace: Folket,“ sagde Georg Delphin til Kopist Mortensen, da han traadte ind med Oldermanden og Njædel; „og her – mine Herrer!“ han vendte sig til de to, „her maa jeg forestille Dem „Folkets sande Mortensen.“
Redaktøren reiste sig høitideligt og bukkede, skjønt han aldrig følte sig rigtig sikker, naar Bureauchefen spøgte. Han udtalte i nogle høitravende Ord den Glæde, han følte ved saaledes at stedes Ansigt til Ansigt med Folkets Marv, – Norges gjæve Odelsbonde – og sligt noget.
Denne lille Komedie tilkaldte Ørseth og tre-fire andre Herrer fra de tilstødende Rum. Men Oldermanden stod og betragtede Mortensens blegfede Ansigt, og noget, som længe havde kogt i ham, begyndte at røre sig. Men han forblev ganske rolig.
„Disse Herrer –“ sagde Bureauchefen, idet han vilde gaa videre, „anbefaler jeg til Deres specielle Omsorg – Hr. Mortensen! idet jeg ikke tvivler om, at De med Glæde vil gribe Anledningen til at vise Dem som Folkets sande ogsaavidere.“
„Undskyld – Hr. Bureauchef!“ – svarede Mortensen lidt ærgerlig, „men idag synes jeg virkelig ikke, vi har Tid til Spas.“
„Spas! – sagde Mortensen Spas? hørte nogen af mine Herrer, om Kopist Mortensen sagde Spas? – jeg kan ikke tænke mig –“ fortsatte Delphin med det lille, skjæve Smil, som var en Skræk for hans Fiender, „jeg kan ikke tænke mig Muligheden af, at Kopist Mortensen skulde kunne opfatte en Ordre fra mig som Spas. Disse to Herrer spørge efter en Sag om en Tarestrand og en stor Grøft, som skal være her hos os. Vil Kopist Mortensen behage uopholdelig at sætte sig i Bevægelse, forat finde frem de vedkommende Dokumenter og give disse Herrer Besked.“
Redaktøren blev ildrød i Hovedet; og da de andre mærkede, at Komedien tog den Vending, piltede hver til sin Plads og duppede dybt over sin Papirhoug.
Men nu tog Lodsoldermand Seehus Ordet: „Omforladelse! – men vi vil helst snakke med Statsraaden selv; – jeg vil ikke have noget med ham der.“
„Det holder jeg med Dem i,“ svarede Bureauchefen og førte de to Bønder med sig gjennem Værelserne helt ind til Statsraadens eget Kontor. Her bad han dem vente; Statsraaden var ikke kommen endnu.
