Men Oldermanden lo overlegent og sagde, at det var amerikansk. Nu gjaldt det bare at faa Greie paa Sagen og saa finde Kristine paa Sygehuset. Njædel vilde, de skulde gaa lige til Kongen; men Oldermanden lo igjen af ham og begyndte derimod at spørge alle, de traf, om Veien til Departementet.
Men han var ikke heldig; de fleste lo eller svarede med en Vittighed; andre blev staaende, forat glo efter dem. Det var ogsaa et usædvanligt Par: den lille rødkindede Oldermand i gul Søtrøie og Pelshue, og den lange, krogryggede Kjæmpe med det vilde Skjæg og de underlige lyse Gutteøine.
De begyndte at føle det selv, da de kom op i de finere Gader; Oldermanden spurgte ikke længer saa freidigt, og da de kom til Hjørnet af Posthuset, sagde han modfaldent: „Jagu er hun alt ti.“
De stod og betragtede Vor Frelsers Kirketaarn, da en fin Mand med Papirer under Armen bøiede om Hjørnet.
Oldermanden tog Mod til sig: „Omforladelse! – kan De sige os, hvor Departementet er?“
„Hvilket Departement?“
„Er der fler end et?“ spurgte Oldermanden modløs.
„Ak – Høistærede!“ svarede den fine Herre, „hvorledes skulde Gamle Norge kunne bestaa med ét Departement! – men hvad var det, De vilde i Departementet?“
„Spørge efter Sagen –“ sagde Njædel.
„Det vil sige,“ forklarede Oldermanden, „det var om en Tarestrand og en stor Grøft –“
„Ja store Grøfter er der nok i alle Departementer,“ sagde den godmodige Herre, „men Tarestrand er det værre med.“
„Det er det Departement, hvor der er Statsraad,“ forklarede Oldermanden.
„Ak – brave Landsmand! hvor er der ikke Statsraad! – vi har elleve af det Slag.“
Nu gav Lodsoldermand Seehus sig ganske over og saa raadløs paa sin Ven.
„Bror min er der,“ sagde Njædel.
„Jasaa – hvad heder han?“
„Han har Navn af Anders – Anders Mo.“
„Ah – Mo! – ham kjender jeg godt! – saa det er Deres Bror! kom følg med, jeg skal samme Vei.“
Dermed gik den fine Herre foran, og de to fulgte nogle Skridt bagefter.
„Han er af det rette Slag,“ hviskede Njædel, „for han skjæmmes for at følges med os.“
