Der gik et Glimt over det halvdrukne Ansigt. Den Gamle trykkede lempeligt Porten i, saa der bare blev en smal Stribe aaben. Gaslyset faldt lige ind i det blege Ansigt med de lange falske Smilerynker ved Munden og det sølvhvide Haar bag Ørerne, og med tydelig, halvhøi Stemme sagde han: „Baade Statsraaden og Fruen vidste det; men de vilde, jeg skulde have hende, forat du ikke skulde faa hende!“ – og med en ubeskrivelig Grimace af Ondskab stak han Tungen ud, idet han hurtigt smækkede Porten i og dreiede Nøglen to Gange om.
Johan Bennechen var tumlet tilbage mod Gaspælen; en lang Stund stod han som lamslaaet.
En Gut med en Stige kom løbende nedad Fortouget: „Aa – Omforladelse Di! vil Dem ikke slænge Dem mod Væggen lidt; jeg skulle sløkke Gassen.“
Doktoren gik afsted, somom Jorden brændte under ham. Det lysnede i Øst, først graat, siden rødere og rødere, indtil Solen gik op; – en venlig, straalende Vaarsol – det var den første Mai – skinnede over Hustagene og forgyldte Kirketaarnene.
Han blev ved at gaa og gaa; kom helt udover i Gamlebyen, vendte om og gik tilbage – bestandigt stirrende ned for sig, gjentagende de samme Tanker, de samme Tvivl.
At Moderen kunde have vidst det; saa stygt som det var at tænke saa ondt om sin Mor, saa kunde han dog nok tænke sig en saadan Mulighed. Hun var jo saa over al Maade ængstelig for alt, hvad der kunde ligne Skandale.
Men Faderen – den store, ædle Mand – umuligt! – det kunde han ikke tænke sig. Mo var jo fuld, en ren Djævel desuden; han havde sagt det bare af Ondskab.
Men hvad hjalp det altsammen. Tvivlen var der som en gloende Plet, der brændte og brændte i ham, saa han følte, der maatte Vished til. Da han havde taget den Beslutning at gaa lige op til sine Forældre og spørge dem aabent, blev han roligere. Imidlertid kunde der ikke være Tale om at søge dem endnu paa et Par Timer, og Doktoren drev udover mod Bryggerne, hvor Dagen allerede var i fuld Gang.
Arbeidsfolk og Sjauere kom nedover mod Havnen; Læregutter løb afsted til Værkstederne med det lille Kaffespand og Smørogbrød i Papir. Fabrikpiger raabte efter hverandre og slog Følge – leende og fortællende Historier fra Natten, medens søvnige Konstabler gik og ventede Afløsning.
Det var en eiendommelig ensartet Befolkning, der ferdedes paa denne Tid, fattige og tarvelige Skikkelser. En enkelt velklædt
