Sten, der laa, og han mindedes Arbeide efter Arbeide, som han havde slidt med.
Dernæst saa han udover Landet og den halvferdige Grøft; og hans Sind blev alt bitrere, mens han tænkte paa alle sine Planer fra det første, han kom her. Saa mindedes han ogsaa den store Ane og den lykkelige Tid, da Kristine var hjemme, og alt gik godt. Udover Sandet med den skinnende Krands af Brændinger vandrede hans Blik. Havet laa graat og haabløst for ham, stængende med tykke Skoddebanker for Tanken, der vilde vestover.
Og ligesom den tunge Regnluft blev alt tættere, eftersom Stormen gav sig, saaledes sænkede der sig Mismod over ham efter den stærke Opbrusning, i hvilken han havde solgt Gaarden og var gaaet fra det hele.
Men i al sin Kummer over Kristine, over sig selv og sit spildte Liv, i al den Tyngsel, som rugede over ham, var det, somom der kom en liden Rift ved Oldermandens sidste Ord. Midt i det mørke trøstesløse graa, han stod og stirrede i, skimtede han ligesom et lysere Punkt; og Straaler kom og samlede sig paa det, indtil det skinnede, og han saa, at det var et Barnehoved – en liden, hvid Nakke med rødt, krøllet Haar.
Han drog en lang Pust og saa sig forundret om. Det havde han aldrig tænkt paa; der var endnu noget at knytte et Haab ved.
„Vil du være med? –“ spurgte Oldermanden igjen.
„Ja –“ svarede Njædel og rettede sig helt op, „men først vil jeg ind til Kristiania og se Kristine og faa Greie paa Sagen!“
„Aa nei! – kan det nu ikke være det samme med den Sagen –“
„Jeg vil bare, de skal sige, at jeg havde Ret,“ svarede Njædel og det lyste op i Øinene hans.
„Jaja –“ svarede Oldermanden føielig, „der gaar vel Emigrantskibe derfra ogsaa nu om Vaaren.“
I sit stille Sind tænkte Lodsoldermanden, at igrunden var det sletikke saa galt at komme til Kristiania. Først for Kristines Skyld; men dernæst havde han et hemmeligt Haab om, at derinde i Hovedstaden maatte det vel tilslut lykkes ham at faa Tag i den, som stod over alle Lensmænd, Rodemeistere og Kafteiner. Det skulde dog være morsomt at vide, om det gik an i Norges Land og Rige at lade en Vei ligge slig som denne. –
