Som han sad og saa udover, kunde han knapt skimte Linien efter den halvferdige Grøft længer. Den havde været hans store Plan, da han kom til Krydsvig. Den Grøften skulde sætte Grændse mod Sandet og beskytte hans Gaard mod Sandflugten. Det havde ogsaa været hans Tanke at plante Pil og Marehalm dernede, saaledes som han havde læst om i Bladene.
Nu laa det og faldt sammen, medens Børevigsfolkene vare flittige paa Taren og skar op Udmarken hans med dybe Hjulspor, saa Sandet fik endnu mere Magt.
Lodsoldermand Seehus kom ind fra Kjøkkenet. „Goddag Njædel! – her er Brev fra Kristiania.“
Njædel saa op og smilte. Kristines Breve var hans eneste Glæde.
„Vil du have Kaffe – Oldermand?“
„Nei Tak –“ svarede denne; han havde ingen Tillid til Njædels Kaffe.
Han aabnede Brevet og studsede over de besynderlige skjæve Linier og den usikre Skrift; desuden var Blækket løbet ud i Flækker, hvor hendes Taarer vare faldne.
Han læste det op, stansede og læste igjen – det korte Brev, som indeholdt saa meget.
Njædel sagde ikke et Ord; men han blev tilslut ganske hvid i Ansigtet. Da Oldermanden lagde Brevet fra sig, tog han det og satte sig til at stirre i det, skjønt han ikke kunde læse Skrift.
Men det havde længe smaakogt i Olderdermanden, han reiste sig heftigt og raabte: „Der er noget Fanteri i dette – Njædel! saa sandt jeg hedder Lauritz Boldeman Seehus, er der noget Fandens Spilfægteri i hele Stellet. Jeg tror ikke paa Bror din – jeg! – det er saameget, du ved det! – Først gik han og fortalte os, at Kristine hun vilde plent have ham; hun var bare ræd, du skulde have noget imod det. Saa fik han os til at raade og besnakke hende; og saa indbildte han os, at alt var Fryd og Glæde. Men jeg har længe mærket paa Kristine, at –“ længer kom han ikke; thi Maalet svigtede ham, og han gik sig en Tur ud i Kjøkkenet, hvor han snød sig et Par Gange med stort Rabalder.
„Nei – nei – nei –“ svarede Njædel og rokkede med Hovedet; „du maa ikke snakke ondt om han Anders; hvis du bare kjendte ham, –“
Døren til Gaarden blev forsigtigt aabnet, og Søren Børevig listede sig ind i Kjøkkenet.
„Hvad vil du?“ skreg Njædel og for op.
Søren nærmede sig forsigtigt holdende sig nær til Oldermanden.
