En lang Stund laa hun med lukkede Øine; men da hun omsider slog dem op, gled der et Smil over hendes Ansigt. Gjennem Vinduet saa hun ud i den klare Foraarshimmel; Solskinnet faldt fuldt ind i det lyse venlige Værelse, som han havde ordnet for hende.
Kristine vendte Hovedet mod Doktoren og sagde: „Nu faar du have saa mange Tak – Johan! her skal blive godt at dø.“
Og hun strakte sig i de glatte, rene Lagen og lukkede Øinene igjen.
Men Smilet blev liggende over de vansirede Træk og gjorde hende i hans Øine skjøn som i fordums Dage.
XVI.
Det store Postdampskib, som kom fra Kristiania og skulde helt op til Tromsø, gik ud gjennem Flekkefjorden en regntung Stormnat i April.
Postmesteren havde været oppe og leveret Posten iland ved Bryggen, – det var en liden, beskeden Seildugspose med Aviser og to, tre Breve, som skulde iland i Flekkefjord.
„Faar vi Sjø? – Styrmand!“ – raabte Postmesteren op til Kommandobrættet.
„Jagu faar vi Sjø – Postmester!“ svarede Styrmanden og bøiede sig udover; „jeg skal varsko, naar vi gaar ind til Egersund.“
„Tak –“ brummede Postmesteren og skyndte sig tilbage til sin lune, lille Lugar, hvor der brændte en Parafinlampe med Skjærm.
Der var kommen en stor Udenlandspost ombord i Kristiansand; den trange Kahyt var opfyldt af Sække og Seildugsposer mærkede med et Posthorn. Paa den lille Sovesofa laa Pakker opstablede, og Bordet foran Hylden med de mange Rum var bedækket med Breve og Postsager.
Postmesteren, som var en fed, ung Mand med blondt Skjæg, satte sig paa sin Taburet, hængte den guldsnorede Hue fra sig, blaaste i Fingrene og tog fat paa at ordne, kartere, putte i Hylder, pakke ind, lægge store Houge hen i Sofaen, forat faa det fra sig, – arbeidende stille og ivrigt, – benyttende Tiden, mens man var i smult Vande.
I Salonen brændte kun to Lamper halvt nedskruede; indhyllede i Plaids laa nogle Herrer og sov paa Sofaerne. Der var stille i Damekahytten, hvor de sov saa godt, de kunde, gruende for det Øieblik, da man atter skulde stikke ud udenskjærs.
