I Førstningen forstod hun ham ikke; men efterhvert som han talte, skrumpede den store Umulighed ind; det klarnede mere og mere for hende; Dør efter Dør sprang op, og mens Taarerne en for en trillede ned i Puderne, slog hendes dulgte Kjærlighed berusende varm ud over hendes Sjæl – løftende hende ud af det elendige forgiftede Legeme i en Salighed, hun aldrig havde drømt.
Hun glemte at sige De og alle de fine Ord, man havde lært hende, og gjenfandt sit brede, stærke Bondemaal, idet hun forklarede ham, hvorledes det hele var gaaet til, og bad ham tilgive, at hun saa lidet havde forstaaet ham.
Og de tilgav hinanden, og de udslettede hele Fortiden, forat leve i hinandens Kjærlighed „den Stund, som var igjen“.
Fra den Dag overtog Doktor Bennechen Kristines Pleie. Hans Moder saa forskende paa ham, da han fortalte det; og han kunde ikke lade være at iagttage hende ligesaa skarpt. Men det var ham en stor Lettelse, da Fru Bennechen i en deltagende Tone sagde: „Den stakkels Kristine! – jeg er bare saa bange for, at hun har faaet den slemme Gigt af at bo i Kjælderen; det skal være saa usundt – læste jeg forleden.“
Kristine og Johan nævnte aldrig sig imellem Farbror Anders's Navn; og han paa sin Side passede nøie paa aldrig at møde Doktor Bennechen.
De talte ikke meget idetheletaget. Men naar han var færdig med at bytte Omslag og skaffe hende al den Lindring, han kunde, vilde hun gjerne, at han skulde sidde nær indved Sengen. Hun laa da stille og saa paa ham; men hun ligte ikke, naar han saa paa hende; skjønt han høit og dyrt forsikrede, at hun i hans Øine var næsten som før.
Kristine havde hele den Skræk for Sygehuset, som er saa indgroet og saa vel begrundet hos Almuen. Men tilslut fik Doktoren hende overtalt til at lade sig flytte op paa Hospitalet.
Den Dag, som var bestemt til hendes Flytning, var en Solskinsdag i Begyndelsen af April. Posten bragte et Brev fra Oldermanden, som hun med Møie stavede sig igjennem.
„Kjære Kristine! Lensmanden sagde, jeg maatte give skriftlig Klage og jeg har saa gjort, og nu er min Klage kommen til mig igjen, og du kan tro, at den saa ud, formedelst Paategninger og saaledes: Oversendes Rodemeisteren, tilbagesendes Amtmanden og Veiingenøren og hele Kleresiet har skrevet paa den og tilslut var der bare en yrenes liden Plads igjen nede paa den sidste Side og der skrev jeg: Ganske som jeg ventede – Seehus; men Amtmanden er nok gal paa mig for det. Men det er ikke det
