ser du! –“ og Doktoren begyndte at slaa efter i en tyk Bog paa Skrivebordet.
„Og dette vidste De! – og sagde ingenting! – Fy Doktor Rohde! – det var lumpent af Dem!“ – Johan stod med knyttede Næver.
„Kjære Gutten min! – det gjør mig ondt for dig!“ svarede den Gamle, „havde du været hjemme, vilde jeg vel sagt det til dig som Kollega. Men du ved selv, at skulde man fortælle alt, hvad man ved af det Slags, saa vilde mange Ægteskaber forpurres – ikke at tale om, at man selv vilde gjøre sig aldeles umulig. Og forresten saa syntes jeg den Gang, at det var en Sag, som din Far var nærmere til at passe – „
„Vil De ovenikjøbet insinuere, at Far vidste det! – aa De er en gammel Cyniker, – det har De altid været! –“ Johan Bennechens gode Øine lynede, da han sagde dette, og han gik uden Farvel.
„Stakkels Gut! –“ sagde den gamle Doktor og tog fat paa Avisen igjen, „han har nu alle Dage været uheldig.“
Johan Bennechens Bekjendte fandt, at Opholdet i Udlandet havde gjort ham yderst besynderlig. Han besøgte ingen, var aldrig hjemme, gjenoptog heller ikke sin Praxis. Men om Natten eller sent paa Aftenen kunde man træffe ham vandrende med opslaaet Krave, – helst i Gaderne omkring Statsraadens Hus. Derfor mente man, at han holdt sig meget hjemme i Familien.
Men det gjorde han hellerikke. Hele Dagen drev han om i Byens Udkanter, og først, naar det mørknede, nærmede han sig det Sted, om hvilket alle hans pinlige Tanker kredsede.
En Aften mødte han Doktor Rohde, just som denne var paa Veien til Kristine.
„Kom gaa med; du kan hjælpe mig –“ sagde den Gamle, som ganske syntes at have glemt deres sidste Møde.
Johan fulgte; det var ham umuligt at modstaa Lysten til at komme i hendes Nærhed.
Kristine for sammen, da hun saa ham. Men Doktor Rohde lagde sin Haand paa hendes Arm og sagde næsten mildt: „Se saa – lille Ven! nu skal vi ikke skabe os. Livet har været Dem mørkt nok; De skal være glad, om der kommer et lidet Glimt tilslut. Og saavidt jeg kan skjønne, er det al den Lykke, I to kan vente sammen, at De lader Dem pleie af ham den Stund, som er igjen. Se saa – Børn! – snak nu ud!“
Dermed gik „den gamle Cyniker“; men længe laa Johan Bennechen paa Knæ ved Sengen og fortalte hende af sit fulde Hjerte.
