„Hr. Departementsbud Mo! nu gaar det ikke an længer, desformedelst, at han har ikke mere, men Gjæld; hvorfor jeg skriver i mit eget Navn, og Njædel ved ikke af det, fordi jeg ikke tror, at det hænger rigtigt sammen med disse Penge, som nu er gaaet op til 95Kroner. Hvis det er Kongens Folk, som fortærer disse Penge, saa er vi ikke bedre end de Russer i Rusland og Petersburg, og jeg skal skrive i Avisen, for Manden er fattig og arm bleven, og han har fanget Sygdom i Blodet formedelst Græmmelse over den Taren, og Grøften er nær paa rabet sammen igjen, og han er et klageligt Syn, hvisaarsag jeg skriver til Eder, som er hans Broder, at I for Guds Barmhjertigheds Skyld maa se at faa Ende paa denne Sag, som nu er snart to Aar indsendt til Kongen foruden Svar, men bare Omkostninger. Ligervis længes han meget efter Brev fra sin Datter Kristine, som nu er Eders Hustru, og forundrer sig over, at hun nu intet har at skrive, aldenstund I dog haver hyppigen skrevet os til, at hun alene eftertragtede at blive Eders Hustru, men skammede sig for Alderen, hvorfor vi ogsaa skrev saaledes som ombedet af Eder med Overtalelser og sligt; men jeg tror ikke noget af alt nu herefter
ærbødigst
Lauritz Boldeman Seehus.“
Farbror Anders læste dette Brev i det lille Forgemak, han havde udenfor Statsraadens Kontor i Departementet. Han foldede Brevet sammen og stak det i Ovnen, medens han rokkede med Hovedet og smilte hen for sig.
Statsraaden aabnede Døren: „Hører De ikke? – Mo! – jeg har ringet to Gange.“
Anders Mo reiste sig og saa paa Statsraaden med det samme meningsløse Smil.
„Men Mo!“ – raabte Statsraaden, „jeg tror ved Gud, De begynder at blive gammel!“
XV.
Doktor Johan Bennechen opholdt sig et helt Aar i Wien. Den eneste, han korresponderede med hjemme, var Hilda; og gjennem hende fik han ogsaa vide udpaa Sommeren, at Kristine var bleven gift med sin Farbror. Fra dette Øieblik skrev han ikke mere hjem, og det var længe hans Beslutning at forblive i Wien eller reise til Amerika.
Men da han havde gaaet og tumlet med sin store Sorg hele Vinteren udover, kom der over ham en saadan Længsel efter
