uden Moderens Vidende pyntet op med Blomster og alt det Glas og Sølvtøi, som ikke var flyttet med paa Landet.
Det var en Opdækning, som efter Kristines Begreber var over al Maade glimrende. Hun ønskede bare, at de derhjemme kunde se hende som Midtpunktet i al denne Overflod.
Imidlertid holdt Politibetjent Andersen sit skarpe Øie fæstet ved Knudsen; og hvergang denne gjorde Mine til at røre ved en Flaske eller et Glas, raabte han dæmpet advarende: „Knussen!“
„Her! – Hr. Betjent! –“ svarede Knudsen og rettede sig paa militær Vis.
Madame Knoff, der havde en af Jernbanefunktionærerne tilbords, sad saaledes, at hun ikke kunde holde Øie med sin Mand – Kommandersergeanten –, medmindre hun vendte sig helt fra Bordet. Dette var imidlertid meget ubekvemt baade for Madamen og for hendes Sidemand. Thi hun var en svær Dame med gulagtig, tyk Hud og et usundt Udseende, der foranledigede Redaktøren til at paastaa, „at Madame Knoff saa ud, somom hun havde Miltbrand.“
Men da der endnu ved første Ret var dødsstille rundt Bordet, hviskede Mortensen til Brudgommen bag Kristines Ryg: – „De maa begynde med Skaalerne – Mo!“
„Jeg mente, det gik ikke an før Stegen –“
„Jo da! – tvertimod! – det er høist moderne, at Talerne begynde ved Suppen –“; Redaktøren slog stærkt paa sit Glas, og Brudgommen reiste sig og talte:
„Mine Damer og Herrer! det er mig i denne betydningsfulde Stund en dybtfølt Trang at udtale, hvormeget jeg beklager, at jeg ved dette Bord – hvor dog saa mange af mine Kjære ere forsamlede – maa savne den, jeg især idag helst maatte ønske at se hos mig. Jeg mener min Kones Fader Gaardbruger Niels Vandmo.“
Kristine tog sit Lommetørklæde frem.
„Du ved selv – kjære Kristine! hvor inderligt jeg hænger ved min eneste Broder, og hvor stor Pris jeg sætter paa det Klenodie, han anbetror mig –“
Her fik Madame Gluncke et høist upassende Anfald af Hoste. Taleren sendte hende et hurtigt Blik og fortsatte: „Derfor – mine Damer og Herrer! ville vi drikke en Skaal for min Kones Fader, skjønt han er fraværende, idet vi ønske, at Gud vil trøste ham og ikke lade ham føle Savnet af sin elskelige Datter altfor tungt. Kristine! – din Faders Skaal!“
Da Brudgommen satte sig, hviskede han nogle hurtige Ord til Madam Gluncke.
