Men der var altformegen Mad, altfor varmt, altfor stille; de længtede efter koldt Regn, graa Luft og friske Storme.
Talløse Flokke af Graagjæs og Svaner svømmede om i de aabne Steder mellem Sivene indover de vidtstrakte Sumpe. Heirer og Storke ragede op hist og her; sammenkrøbne stod de paa et Ben og hang med Næbbet; de kjedede sig noget ganske forskrækkeligt.
Alslags Snepper og Vandfugle, Viber, Brushaner, Ringgjæs, Vandhøns, Vagtler, Svaler – ja lige til den simple Stær – alle kjedede de sig, saaat Fjærene holdt paa at falde af.
Ibisen forargede sig over dette fremmede graaklædte Pak og nedlod sig endogsaa til at beklage sig for de taabelige Flamingoer, som den ellers foragtede saa dybt. Krokodillerne plirede med de slimede, lysegrønne Øine og snappede af og til en fed Gaas, saa der løftede sig et Skrig og et Skraal, der besvaredes opover og nedover Floden, døde hen langt – langt borte; og Stilheden fra Ørkenen lagde sig atter over det gloende Landskab og den træge Mylder af Fugle, der sad og ventede – de vidste ikke rigtig hvad.
Da fløi en liden graa Fugl bent op i Luften, stod stille deroppe et Øieblik og slog uhyre hurtigt med Vingerne, mens den kvidrede en kort Stump; derpaa dalede den ned igjen og skjulte sig i Græsset.
Hele Fugleskaren havde løftet Hovedet og lyttede. Og saa blev der en Snadren og Kvidren og en urolig Mudder i hver en Krog. Unge lapsede Viber fløi op og gjorde Rundkast i Luften, forat vise, hvor godt de fløi.
Men de ældste hvide Svaner, som skulde helt til Island, holdt Generalforsamling, forat overveie Lærkens Reiseforslag. Thi alle havde strax kjendt Lærken paa Lyden; skjønt det var ikke mere end to-tre Toner, han havde faaet til; Sangen var ikke rigtig kommen i Struben endnu. Men medens Svanerne raadslog, lød der et forskrækkeligt Plask, og Luften blev ganske formørket.
Det var Graagjæssene, som lettede. I store Flokke delte de sig, sværmede om i Luften, ordnede sig derpaa i lange Rækker og forsvandt nordover, medens deres Skrig tabte sig i det fjerne.
Stæren reiste sig i sorte Masser og brød op, Viberne fulgte; Storkene skruede sig parvis høit op i Luften, indtil de næsten blev borte, og tog saa Veien nordover. Svanernes Generalforsamling gik aldeles overstyr i den almindelige Forvirring og Uro; alverden vilde afsted, der var ingen Besindelse mere; hvert Øieblik passerede nye Flokke udover Nord-Afrika – hilsende hver med sit Næb det smilende blaa Middelhav dernede.
Nattergalhannerne lurede sig afsted om Natten i smaa Selskaber; de vilde finde de kjendte Steder i Provences Rosenbuske
