Hopp til innhold

Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/420

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

„Officielt er der intet bekjendt af den Art; – og desuden! skulde man ved ethvert Ægteskab granske nøie efter –“

„Ja – du har Ret – Daniel! I ere nogle nette Fyre, I Mandfolk! – og – som du selv sagde – det kommer da ved Gud ikke os ved!“

„Netop hvad jeg mener kjære Adelaide! – vi er jo ganske udenfor det hele.“

Da Fru Bennechen havde overveiet en Stund, kom ogsaa hun til det Resultat, at denne Udvei var den bedste af alle.

„Var det du, som havde den Ide? – Daniel!“ spurgte hun skjælmsk.

„Naa – det vil jeg ikke netop paastaa – hm!“

„Du er dog en fin Mand,“ sagde Fruen; „kom herhen Daniel!“

– Kristine begyndte nu at forstaa, hvad det gjaldt. Farbror Anders havde efter varsomme Indledninger forklaret hende, at Statsraaden ønskede en Betryggelse mod alle de Rygter, som hun selv vidste vare i Omløb.

Et Ægteskab med Farbror Anders var efter hendes Begreber et overmaade godt Parti. De Omgivelser, hvortil hun hørte, havde gjort hende fortrolig med det, man kalder Fornuftpartier, og naar dertil kom, at Faderen tydeligvis ønskede det, saa var der forsaavidt ikke noget iveien.

Hun havde ingen Forpligtelser; aldrig havde hun opmuntret nogen Mand. – Derfor harmede det hende dobbelt, at man havde beskyldt hende for det.

Især blussede hendes Vrede op, naar hun tænkte paa Doktoren; men det var en Vrede – smerteligere end noget, hun nogensinde havde følt.

Og skjønt hun ikke havde nogen Kjærlighed at begræde, laa hun dog og hulkede hele Natten efter den Aften, da Farbror Anders ligefrem havde spurgt, om hun vilde være hans Hustru. Men da hun havde udgrædt, blev hun kold og fornuftig, og hun styrkede sig ved den Tanke, at nu skulde hun da vise dem alle – og Doktoren først og fremst, hvilken Uret de havde gjort hende.

Om Morgenen gav hun Farbror Anders sit ja.


XII.

Langs opefter Nilen sad tæt af Fugle og stegte i den gloende Sol. De pillede og ordnede Fjærene, slog et Par Slag, forat prøve Vingerne, snappede dovent en Orm eller et Firben, hvoraf det myldrede i Sumpen.