Statsraaden stødte Fingrene mod hinanden, idet han i den almindelige Kontortone spurgte: „Har De talt med Deres Niece om – om en saadan Forbindelse?“
„Direkte har jeg ikke berørt Sagen; jeg vilde intet gjøre, inden jeg havde indhentet Statsraadens Samtykke –“
„Aa – hvadfornoget? – Samtykke? det er jo en privat Sag for Dem, – Mo! – som jeg ikke har noget med.“
„Jeg vilde dog aldrig tilladt mig et saadant Skridt uden først at have indhentet –“
„Godt – godt!“ – afbrød Statsraaden ærgerlig, „hvis De tror, at Pigen vil, saa –“
„Tusind Tak – Hr. Statsraad!“ udbrød Mo og vilde gribe hans Haand; „jeg tvivler ikke paa, at naar jeg har Statsraadens Samtykke –“
„Jeg vil ikke høre et Ord mere om den Sag – Mo! – forstaar De?“
Statsraaden var nu saa ærgerlig, at Mo bare smilte taknemmeligt og trak sig tilbage.
Men Statsraaden virrede med Hovedet og pustede ud efter denne ubehagelige Affære, inden han tog fat paa Dagens Arbeide.
Om Aftenen sagde han til sin Kone: „Min kjære Adelaide! – det gjør mig ondt, at maatte underrette dig om, at Mo fremdeles fastholder sin Bestemmelse med Hensyn –“
„Ja – ved du hvad – Daniel!“ brød Fruen ud, „saa begynder jeg virkelig at tro, at du paa en eller anden Maade er i det Menneskes Magt.“
„Rolig – Adelaide! – bare rolig,“ sagde Statsraaden, idet han løftede sin smukke Haand en liden Smule i Veiret; „hun – jeg mener dette Fruentimmer kan gjøres ganske uskadelig, uden at vi behøver at sende hende bort.“
„Saa – hvorledes det? – om jeg maa spørge.“
„Hun kunde for Exempel gifte sig.“
„Her i Huset!“
„Javist – kjære Adelaide! med sin Onkel.“
„Med Mo! – den unge Pige med det gamle Spøgelse?“
„Ja ser du –“ svarede Statsraaden og løste sit Halstørklæde foran Speilet, „det kom jo egentlig ikke os ved.“
„Nei – det kan du have Ret i,“ svarede Fruen nølende; „men jeg synes dog –“
„Det vilde gjøre hende ganske uskadelig,“ – vedblev Statsraaden.
„Det vilde det,“ indrømmede Fruen; „men – men den ækle Mo! – har du ikke desuden engang fortalt mig, at han har været –“
