„Det er bare mig,“ mumlede Doktoren, „jeg snublede lidt, – jeg – jeg skal reise.“
Ja – Kristine havde hørt det.
„Jeg vilde indom og sige Farvel.“
Kristine tørrede sin høire Haand paa Forklædet.
„Jeg – jeg vilde bede Dem“ – alle de forskjellige Varianter af den vigtige Sætning for saa fort forbi, at det ikke lykkedes ham at gribe nogen.
Kristine maatte mod sin Vilje smile lidt. Det gav ham Mod: „Jeg vilde bede Dem tænke meget – lidt paa mig, mens jeg er borte;“ – derpaa blev han ganske rød; han vilde gjerne sagt det omigjen, forat faa det bedre til; men det syntes han ogsaa var flaut.
Kristine blev ogsaa rød; hun saa ned, men smilte alligevel.
Da blev Doktoren dumdristig: „Og saa vilde jeg bare sige Dem, at De bør passe Dem for Alfred –“
Men det skulde Johan Bennechen ikke have gjort. Thi neppe vare Ordene ude af hans Mund, før Kristine reiste sig iveiret, gik et Skridt frem og spurgte: „Hvad mener du med det?“
Hun talte i sit eget Maal, og da han saa hende i Ansigtet, veg han tilbage og stammede: „Ja undskyld! – jeg – jeg mente bare –“
„Jeg skal passe mig selv –“ sagde Kristine haardt.
„Ja ja! – det var ikke saa ment! – Farvel –;“ Johan Bennechen tumlede op de to-tre Trappetrin.
Men da han var gaaet, kastede Kristine sig paa Sengen og græd bitterligt: at ogsaa han kunde tro saa ondt om hende!
Den stakkels Doktors Hjerne arbeidede og tumlede med tusinde uryddige Tanker; og tilslut satte han sig fast i den Tro, at hun elskede Alfred.
Bybudet, som skulde tage hans Tøi, fik ikke Greie paa nogenting. Et Par Venner kom, forat sige Farvel; han drak Vin med dem, snakkede bagvendt, saa fra den ene til den anden, somom han vilde spørge om noget, men sagde tilslut ingenting; medens de andre lo af ham og erklærede, at han led af akut Reisefeber.
Saaledes kom han afsted. –
Et Par Uger senere gav Statsraaden efter for den tause Bebreidelse, han hver Dag mødte i sin Kones Øine; og da han en Formiddag var alene med Mo i Kontoret, sagde han: „Hun maa alligevel bort – hun – Deres Broderdatter.“
„Det gjør mig ondt – Hr. Statsraad! – men –“
„Sig mig nu engang Mo! hvorfor vil De absolut beholde hende?“
