ærgjærrig, – og det finder jeg beklageligt, meget beklageligt;“ Statsraaden gik op og ned, medens han gjentog: „meget beklageligt!“
„Naa – naa – ærgjærrig,“ sagde Falck-Olsen tilslut ærgerlig; „jovist er jeg ærgjærrig, forsaavidt som jeg nok ønsker, at – at opnaa den Indflydelse, som tilkommer mig. Men med Politik vil jeg ikke have noget at skaffe, det har jeg sagt Dem hundrede Gange; jeg tager ikke Parti, jeg – jeg staar midt imellem – eller rettere: jeg staar over Partierne!“ –
Han var stolt over denne velklingende Slutning; men Statsraaden vendte sig mod ham med et Skuldertræk: „Det Udtryk, De der betjener Dem af, er paa sine Steder et godt Udtryk; jeg indrømmer, at det i visse Tilfælde kan anvendes endogsaa med stor Virkning. Men – kjære Ven! lad os være enige om – her paa tomandshaand, at det er en Talemaade – eller rent ud sagt: noget Nonsens. Nei – da er det gamle Ord bedre: Sig mig, hvem du omgaaes, og jeg skal sige dig, hvem du er.“
„Men – men hvem er det da, jeg ikke burde have indbudt?“ – spurgte Grossereren lidt mygere.
„Ah – bedste Ven! hvor kan De tro, at jeg saaledes vil gaa i Detaillen. Jeg mente bare saadan i sin Almindelighed, at Selskabet var mindre ensartet. Flere kunde uden Skade have været borte; og omvendt savnede jeg en og anden, som jeg synes burde været der. Tillad mig blandt disse sidste at nævne Redaktør Mortensen, en Mand, som uden al Tvivl –“
„Han med Fyrstikkerne! – nei hør – ved De hvad!“ –
„Jeg vil sige Dem i Fortrolighed,“ hviskede Statsraaden; „den Mand har Fremtid, hvorledes saa end hans Fortid har været. Har De lagt Mærke til hans Blad? – til Dem tør jeg betro det: det Blad vil faa Betydning – en meget stor Betydning!“
Idetsamme kom Mo ind med en Del Papir.
Grossereren var ingenlunde tilfreds med Audiensen. Istedetfor at sætte den anden Kniven paa Struben med en Gang havde han indladt sig i en Diskussion, i hvilken han – som sædvanligt – havde trukket det korteste Straa.
Han vilde dog ikke gaa uden at have spillet sin Trumf, og derfor sagde han halvhøit: „Ja jeg vil bare sige Dem, at jeg gjør sikker Regning paa Deres Stemme.“
Statsraaden følte et ubehageligt Stik indvortes. Grossereren saa paa ham med de gule Øine, som pleiede at ledsage „store kontante Forskud“ og lignende Ubehageligheder. Men han strakte sin Haand frem aabent og venskabeligt, idet han tog Afsked i Døren: „Nuvel
