„Ja – jeg mener hellerikke Alfred saa meget; men Doktoren – ser du. –“
„Han har ikke været her,“ – skyndte Kristine sig at svare.
„Nei – men jeg forstod, han var paa Veien herned. Ja – ser du – kjære Kristine!“ – fortsatte han venligt og lagde Haanden paa hendes Skulder; – hun var lidt høiere; „Livet i en stor By medfører mange Fristelser for en ung Pige. Desuden skal du lægge Mærke til, hvormeget jeg skylder Statsraadens, og hvor leit det vilde være for mig, om der traf dem nogen Fortræd, som jeg eller nogen af mine var Skyld i. – Dette forstaar du kanske ikke nu; men jeg vil bede dig være forsigtig og holde dig nær til dem, som vil dig vel.“
Han klappede hende paa Kinden og gik med Brevene.
Nei – hun forstod det ikke, – ialfald ikke helt. Hun havde vel en Følelse af, at Farbror mente, de unge Herrer kom for hendes Skyld. Men hvorledes det kunde blive til Fortræd for Statsraadens, skjønte hun ikke. Kristine var et sundt, fornuftigt Bondefruentimmer, som vel var sig bevidst Afstanden mellem en Statsraads Søn og en simpel Pige fra Landet.
Alligevel blev hun urolig, da ogsaa Oldermanden kom med de samme Advarsler og Hentydninger i Brevet. Men hvad skulde hun gjøre? Mod Kandidaten var hun saa lidet imødekommende som vel muligt; og hun kunde dog umuligt sige bent frem til den alvorlige, pene Doktor, at han ikke maatte komme, – saa sjeldent som han kom. Hun regnede efter; det var næsten fjorten Dage, siden hun havde talt med ham.
Farbror Anders var saa underlig; hun blev ikke rigtig klog paa ham; snil var han altid; men hun havde alligevel som et Slags Ængstelse for ham.
Undertiden om Aftenen – han kom altid sent hjem –, naar han passerede gjennem hendes Værelse, kunde han sætte sig ved hendes Seng og snakke lidt. Men hun forstod ikke altid, hvad han sagde, – enten fordi hun var søvnig, eller ogsaa var vist Farbror træt om Aftenen, han talte saa utydeligt. Men han klappede hende saa venligt, naar han sagde Godnat.
Doktor Bennechen havde ikke Lykken med sig, naar han gik ud, forat besøge Kristine.
Lyst havde han hver Dag; men han var bange for at møde Alfred; hellerikke Mo ligte han at træffe, og han havde idetheletaget paa disse Expeditioner en brødefuld Samvittighed, somom han gik at gjøre noget rigtigt ondt.
