„Ja – den Anders, den Anders! –“ sagde Njædel beundrende, „det var det, Mor altid sa: Du Njædel, sa hun, er en Tosk, mine. –“
„Jeg gad vide, hvad han mener med det?“ – mumlede Oldermanden eftertænksom, „det ser næsten ud, somom der gaar nogen og lurer paa Kristine.“
„Er du gal – Oldermand! hvad skal vi gjøre med det?“
„Ja vi faar skrive, at hun maa passe sig –“
„Og snakke med han Anders, – skriv det Oldermand! – at hun maa lyde Anders i et og alt.“
Oldermanden tog strax Pen, Blæk og Papir, som nu var anskaffet i Njædels Hus, og skrev: Kjære Kristine! – derpaa betænkte han sig længe.
„Naa – Oldermand! staar du fast?“
„Aa langtifra!“ – svarede Oldermanden overlegent og skrev:
„Det er med Ungdommen ligervis som med den store danske Studen, de havde paa Sandsgaard; men naar jeg betænker mig, saa kan jeg ikke fortælle dig den Historie om Studen, formedelst at den er styg i Enden; men det beder din Fader dig, at du maa henholde dig til Farbror Anders i hvad, som hænder dig; thi Fristelserne ere mangeslags for Ungdommen, per Exemplo Amalie – Søster min – ja nu er det tyve Aar siden, hun døde, og hun sagde, at det var den gladeste Dag i hendes Liv; det var endda den 1ste Februar, hun døde, i det Aar, da Lynilden slog ned i Fjøset til Lensmanden, altsammen formedelst Kjærlighedens Forførelser, og han var en stor Fant endda til, han havde et Ansigt, som var ligesom af Sukkertøi, og han lever den Dag i Dag inde i Byen, men jeg nævner ikke Navn, men han ser i femte Væggen, naar vi mødes og læst som ingenting. Saaledes er det gaaet mangen en brav Pige. Derfor beder Far din, at du i et og alt retter dig efter Farbror Anders og haver fuld Fortrolighed til ham.
„Nu er her Storm paa Sjøen hver Dag, og ingen Seilere, som vel er, for her er maanemørkt og Skodde, men Dampskibene bryde sig ikke om nogenting, hvilket er mig en Parabel i Besynderlighed desformedelst, at de ere ganske af Jern, men jeg læste i et Blad, at nu er alting ombord af Jern indtil Master og Tougværk, hvilket synes mig at være forbandet ligt Løgn. Din Far lever godt – skulde jeg sige
Din meget hengivne
Lauritz Seehus.“
„Postskrift: Du maa sige til din Farbroder, at Pengene han skrev om, skal komme, naar Far din faar skrabet dem sammen, men spørge, om det ikke kunde gaa lidt billigere for de onde Tider,
