Stormen kom farende ind fra Sydvest over den lave Strand. Det var en tung Høststorm, og det mørknede fort udover Eftermiddagen.
Oldermanden stansede og tog et Sjømandsblik over Havet, før han steg ned af den sidste Bakke. Mod Syd sluttede Sandsletten i nøgne Fjelde, som stak ud i Odder, hvor Søen brød; stundom gik det tilveirs i en Sprøit, der blev staaende et Secund eller to som en hvid Søile mod den blygraa Baggrund, og faldt saa ned i et Slør af Skum over Stenene.
Mod Nord kunde han i en lang Krumning følge Skumstriben af Brændingen; den var saa bred, at det efter Oldermandens Beregning brød paa ti Favne Vand. Helt Nord lige i Brændingen kunde han med Mellemrum skimte Blinket af Bratvolds Fyr, som netop blev tændt.
Intet Seil var at se; Skyerne gik i hverandre uden at flytte sig – i mørkegraa Rifter, – en stiv, haardnakket Stormluft. Fra Havet kom et jævnt Brag, en dyb rullende Tone, der steg og faldt; indimellem lød et dumpt Knald som af Kanonskud langt borte. Vinden ruskede i Lyngen og peb i Telegraftraadene langs Landeveien, og Maagerne, som kom drivende ind fra Søen, kastede med spændte Vinger i skraa Slag mod Stormen.
Da Lodsoldermanden gik nedover fra Børevigsgrinden til Svartemyren, nynnede han ikke længer; derimod var det ikke frit for, at han smaabandte lidt.
Store runde Stene laa midt i Veien; Regnvandet havde skaaret sig ind fra Bakken og løb skraat over, efterladende en dyb Rende fuld af Smaasten.
„Jeg gad vide, om det ikke var bedst at skrive til han Anders, som skal være saa forbandet klog“, knurrede Oldermanden; dette Veistykke vilde ende med at tage Livet af ham.
Njædel sad overskrævs paa en stor Sten midt i Marken. Han slog kraftige, taktfaste Slag paa Minebolten, som han holdt i den venstre Haand omtullet med en Uldfille. Af og til trak han Minebolten op og dryppede Vand ned i Hullet med Vandkluden, der laa i en gammel Blikbox – efterladt fra en Landtur af Byfolk.
Det blæste, saa hans røde krusede Haar kastedes til alle Kanter som mangfoldige Korketrækkere; og han var saa ivrig i Arbeidet, at Oldermanden maatte gaa helt hen til ham, før Njædel blev ham var.
„Goddag – Oldermand!“ – sagde Njædel, trak Bolten op og tog Maalepinden, forat se, hvor dybt Hullet var. Men da han hørte, at der var Brev fra Anders, slap han alt og svang sig ned af Stenen.
