der; og i den tykke Luft var der en blandet Lugt af Mennesker, Støv og gammel Pomade. Men Pukstenshuggerne stormede afsted med Haaret nedi Øinene og Halstørklædet paaskakke; medens Damerne hang som lange Filler af Tüll og Tarlatan og slog om Kavallerernes Ben.
Den, som havde holdt sig bedst, var Sofie Falck-Olsen. Hendes Pynt, hendes Hansker, hendes Haar var glat og urørt, somom hun kom fra Toilettebordet, og det forbindtlige, velopdragne Smil var ikke veget fra hendes Ansigt. Alligevel var hun misfornøiet med Aftenen. Delphin havde slet ikke nærmet sig; Alfred Bennechen var utaalelig, Jonas Hiorth modbydelig.
Endelig blev man færdig med at sige Godnat, og de sidste Vogne rullede bort. Grossereren tændte sig en frisk Cigar og strakte sig i en Lænestol. Men Fru Falck-Olsen aabnede sit Snørliv og satte sig ved nogle Levninger af Desserten, idet hun svor paa, at hun var sulten som en Ulv.
Sofie klædte sig omhyggeligt af og skjændte frygteligt paa Louise, der hulkede sig isøvn.
Men oppe paa Hiorths Værelse blev de to Venner siddende en Times Tid ved en Flaske Punch. De vare i en høitidlig, rørt Stemning og lovede hinanden under Taarer, at deres Venskab skulde vare evigt, – ikke engang deres fælles Kjærlighed til Sofie skulde formaa at skille dem. Derfra kom de over paa Barnedaaben, hvorom de disputerede meget heftigt, indtil de skiltes udpaa Morgenen.
VIII.
Nedover Bakkerne med Sydvesten fast bundet under Hagen, – thi det blæste en Storm –, nynnende sin Yndlingsvise, medens han gik:
Sødeste Sofie!
Jeg kan ikke bie –
kom Lodsoldermand Seehus en af de sidste Dage i November.
Der var kommet Brev fra Anders, og Oldermanden vidste, hvor utaalmodigt Njædel ventede Efterretninger om „Sagen“.
Nede paa Sletten laa Njædels lave Huse mellem de nyryddede Marker, og ude i Sandet saa han den halvferdige Grøft. Der kjørte just et Par Kjærrer med Tare opover.
„Han vidste nok, hvad han gjorde – han Søren Børevig, da han fik Njædel til at søge Kongen,“ mumlede Oldermanden.
