„Jeg skal frabede mig dine nærgaaende Bemærkninger – Alfred.“
„Se se! – frabede! – saa det skal du! – kanske jeg turde udbede mig – forat blive i Stilen – en mindre eventyrlig Forklaring af din halte Nærværelse her paa denne Tid?“
„Hvad kommer det dig ved?“
„Se se! – Stilen bliver mere folkelig. Jeg spørger hellerikke saameget for min egen Skyld; thi jeg trænger ikke yderligere Oplysninger, Situationen er mig fuldstændig klar – fuldstændig klar –“ han saa fra den ene til den anden, „men jeg ved, det vilde interessere Mama at vide, hvad det er, hendes Førstefødte gaar og lurer efter i Huset, naar alle ere ude.“
„Jeg lurer ikke! – pas dig – Alfred!“ – raabte Johan og gik et Skridt frem.
„Lad os ikke besudle disse Pauluner med Broderblod,“ svarede Alfred bestandigt smilende, idet han forskansede sig bag en Stol.
Kristine nærmede sig til Doktoren og vilde sige noget. Men han vendte sig mod hende – ganske bleg i Ansigtet og sagde: „Vær ikke ræd! – jeg beder Omforladelse; det var ikke min Skyld – dette, Godnat! Kom Alfred! – lad os gaa.“
„Os?“ spurgte Alfred overlegent og gjorde Mine til at sætte Hatten fra sig.
Men da tog Doktoren ham i Skulderen med et Tag, som ikke kunde modsiges, og før Extraskriveren fik samlet sig, var han oppe af Kjælderen og helt ude paa Gaden.
Kristine stod igjen og hørte Brødrene gaa bort forbi Vinduerne; et enkelt Ord naaede hende, indtil Lyden døde hen. Hun var ogsaa bleven bleg, og i den venstre Tinding viste der sig en Fordybning og et rødt Mærke; det var Arret efter det Stød, hun fik hin Nat, da Skredet rev bort hendes Moder og Søskende.
Brødrene gik og vexlede onde Ord til det første Gadehjørne, hvor de skiltes uden Godnat. Johan gad ikke gaa paa Bal nu. Han gik lige hjem til sin Leilighed. Thi han var flyttet hjemmefra for en Tid siden, fordi Statsraadinden ikke taalte at møde hans simple Patienter i Trappen.
Der skulde just spises, da Alfred naaede tilbage til Ballet.
„Hvor har du været?“ – spurgte Hiorth.
Alfred gjorde en hemmelighedsfuld Grimace, hvilket foranledigede hans Ven til at puffe ham i Siden med mange venskabelige Skjældsord. Derpaa trængte de sig frem til Drikkebordet, thi Hiorth paastod, at Alfred trængte til „en ordentlig Stiver ovenpaa“.
Der var dækket i den lille Sal og indover i de tilstødende Værelser. Først forsynede de ældre Damer og Herrer sig, dernæst
