forsvandt derpaa i Grossererens private Gemakker, hvor der var samlet et Udvalg af de betydeligste Gjæster.
Statsraad Bennechens Ankomst gav Festen sit Præg. Ellers havde man hos Falck-Olsens „en hovedløs Fornemmelse“ – sagde Delphin; for baade Vært og Værtinde gjorde sig saa lidet gjældende, at de ligesom kom væk i Vrimmelen, og man glemte dem næsten.
Men nu havde Situationen faaet sin Spidse i Statsraadens Person; idet han – som en intim Ven af Familien afgav en Garanti og ligesom legitimerede Husets nybagte Glands. Hver enkelt blandt Gjæsterne fik en beroligende Fornemmelse af, at man var i godt Selskab og trygt kunde more sig.
Nu først tog Ballet Fart; Pukstenshuggerne smilte under sit Stræv, og Værten, som ikke længer tænkte paa Konsul Lind, gned sig i Hænderne: Dampen begyndte at komme op, nu Mad, saa var alt iorden.
Saasnart Alfred saa sin Fader træde ind, listede han sig ud i Entréen, fik fat paa sin Frak og forlod Huset.
VII.
Kristine sad hjemme i den lune Stue og skrev Brev til Faderen, – det vil sige til Lodsoldermanden; thi Njædel kunde ikke læse Skrift.
Farbror Anders havde netop fulgt Statsraaden tilvogns, og derpaa var han gaaet ud, som han pleiede om Aftenen; han havde saa meget at gjøre.
Bedst som hun sad og stirrede i Lampen, forat finde paa noget, hun kunde skrive om, bankede det paa Døren, og Doktor Bennechen traadte ned i Stuen.
„Omforladelse! – er Far kjørt til Ballet? –“ spurgte han.
„Ja – for et Øieblik siden,“ svarede Kristine.
„Aa – det var leit; jeg vilde kjørt med.“
Dette var nu en stor Løgn af den skikkelige Doktor; thi i Virkeligheden havde han staaet paa Gadehjørnet og ventet, til Vognen kjørte afsted.
Men da han nu stod ved Maalet for sin Intrige, blev han helt hjælpeløs; og han vilde uden Tvivl være gaaet igjen uden at mæle et Ord mere, dersom ikke Kristine havde sagt: „Kanske Vognen kommer tilbage igjen.“
„Ja – kanske det! – det gjør den vist,“ udbrød Doktoren.
