en Fodtur i Jotunheimen, at hun hvert Øieblik glemte sin Elendighed. Og da hun en Stund efter ikke kunde opdage sin Forlovede, indhyllede hun sin Samvittighed i noget, hun vidste, Hans vilde kalde Syndesikkerheden.
Men da Dansen var slut, opsøgte hun Caroline Hjelm, som var en Kusine til hendes Kjæreste, og besvor hende for deres Venskabs Skyld at gaa til Hans og forklare ham, at de havde tvunget hende til at pynte sig, samt spørge, om han var skrækkeligt sint.
Denne delikate Mission paatog Caroline sig med stor Redebonhed; thi hun for sin Part nærede ikke den ringeste Frygt for Fætter Hans. Hun fandt ham rodende i et Bogskab i en af Stuerne.
„Godaften Hans! – jeg skulde hilse fra Louise og spørge, om du ikke vilde danse med hende –“ sagde Caroline og neiede frimodigt.
Hans fixerede hende først med sine smaa, lyseblaa Øine; men da det sletikke syntes at bide paa den forstokkede Caroline, spurgte han: „Bad Louise dig virkeligt sige det?“
„Ja – hvorfor ikke? tror du kanske, det er Synd at danse? Da sagde saamænd Stiftsprovsten, da jeg blev konfirmeret, at man godt kan danse, naar man bare har et rent Hjerte; – og det har da vist du – Fætter Hans – hvad?“
„Jeg vil ikke tale til dig – Caroline. Thi du er et Verdens Barn.“
„Fy Hans! hvordan du snakker,“ udbrød Caroline fornærmet, „jeg begriber ikke, at Louise, som er saa sød, vil have dig; – jeg vilde ikke eie dig for alt i Verden!“
„Jeg vil forsøge at redde Louise ud af dette Syndens Hus –“
„Isch – Hans! hvor ækel du er!“ sagde den uforbederlige Caroline og vendte sig fra ham og gik ind i Salen igjen.
Nu kom endelig Statsraad Bennechen. Det var en høi, smuk Mand, glatraget og med en paafaldende blomstrende Ansigtsfarve. Værten modtog ham i det forreste Værelse og gjorde meget Væsen af ham. Thi uagtet de vare gode Venner, saaat Grossereren paa Tomandshaand mangengang kunde være yderst kordial, saa imponerede Statsraaden ham dog, naar han optraadte i sin Glands med sine Ordener og sin Statsmandsmine.
Desuden var Statsraaden iaften den fornemste Gjæst, – Festens egentlige Glandspunkt, og den lille livlige Grosserer straalede formeligt, idet han førte den høie Herre gjennem Salonerne.
Statsraaden hilste hjerteligt paa Husets Frue, gik derpaa en Stund omkring blandt de ældre Damer og var elskværdig. Siden passerede han over Salen mellem to Danse, hilste paa Husets Døtre og
