Statsraad Bennechen var hans Haab i denne Henseende. Bekjendtskabet skrev sig fra Statsraadens Assessordage, og det syntes at blive intimere med Aarene. Fruerne i Byen undrede sig lidt herover, thi Statsraadens vare ellers uhyre fine paa det. Men Mændene forklarede, det kom af Forretningsforbindelser; Grosserer Falck-Olsen havde nok anbragt Statsraadens Penge, ja nogle mente i al Hemmelighed, at han undertiden hjalp til med et lidet kontant Forskud. Man lo ialmindelighed lidt af den forfængelige Grosserer; thi da han ved eget Arbeide havde erhvervet sig sine Penge, var der i de flestes Øine intet fint ved hans Rigdom, og man følte sig irriteret ved den Pragt, han udfoldede. Georg Delphin pleiede at sige: „Der er den Ubehagelighed ved ham, at bedst som man tror, man taler med Hr. Grosserer Falck, saa opdager man med en Gang, at det er Lastehandler Olsen, man har for sig.“
Fru Falck-Olsen delte ikke sin Mands Passion for de store Selskaber; hun ligte bedst smaa koselige Dameselskaber med The. Hendes Herkomst og Oprindelse var ubekjendt, idet – som Kammerherren udtrykte sig – hendes Stamtræ var et af de første, Grossereren fældte, da han begyndte at gaa tilveirs.
Imidlertid havde hun taalmodig og lærvillig fulgt sin Mand opover, saaat hun nu udfyldte sin Plads i den elegante Husholdning uden at stikke altfor meget af.
Vistnok pleiede Delphin endnu i al Hemmelighed at kalde hende Mam Olsen, ligesom det var et af hans Nummere at give Skildringer af „Danseballerne paa Olsesalen“; men de, som kjendte Fruen, vare enige om, at hendes godmodige varme Hjertelag veiede rigeligen op mod de smaa Anstød, hun begik mod den fine Tone.
Desuden var hun en pen Kone, og hun tog sig rigtig godt ud, idet hun i sin lysegraa Moiree-Kjole gik gjennem Salonerne og ordnede et og andet, før Gjæsterne kom.
Grossereren gik ogsaa ud og ind; men han var urolig og nervøs, skjændte paa Tjenerne og saa paa Uhret.
„Hvad gaar der af dig idag? – Manden min! –“ spurgte Fruen, „du har jo et Kav, somom du ventede Kongen.“
„Snak Mor! – pas dig selv,“ svarede Grossereren.
Lidt efter kom han dog hen til hende og sagde i en Tone, som skulde være overlegen og ligegyldig: „Jeg bad Konsul Lind iformiddags.“
„Er du gal?“ – spurgte Fruen.
„Naada! – er jeg ikke ligesaa god som Konsul Lind? – desuden faldt det sig saa naturligt, vi mødtes i Aktiebanken –“
