Mo havde paa den Tid havt en solid Høkerhandel tæt ved Assessoren, og fra at vise Familien Smaatjenester, var han lidt efter lidt stegen saaledes i Gunst, at han tilslut blev ligesaa uundværlig for Herren som for Fruen.
Og da Assessoren blev udnævnt til Statsraad, tog han Mo med sig, og ansatte ham som Departementsbud. Denne Stilling viste sig som skabt for ham. Han gled om som en Kat fra øverst til nederst, og det varede ikke længe, inden han var kjendt i hver Krog og havde alle Departementets Hemmeligheder og Intriger i sin Haand. Den Indflydelse, han øvede over selve Statsraaden, var ligefrem ubegribelig, og det var vitterligt for enhver, at han var den mægtigste Mand i hele Departementet.
Nedenunder i Statsraadens store Gaard – Bennechen havde faaet Penge med sin Kone – boede Anders Mo i Portnerleiligheden. Det var jo halvveis en Kjælderbekvemmelighed; men naar man steg ned de to-tre Trin, som førte fra Portrummet, var Stuerne lune og koselige, og der faldt fuldt Dagslys fra Vinduerne, som stod høit oppe paa Væggen.
Siden Kristine kom i Huset, var den mellemste Stue tagen i Brug til Soveværelse for hende. Derved faldt det sig saa, at Farbror Anders maatte gaa gjennem hendes Værelse, for at komme til sit. Det var ikke netop behageligt; men hun brød sig hellerikke stort om det. Farbror Anders var saa snil mod hende, og den store smukke By havde saamange Overraskelser for hende, at hun vandt Bugt med Længselen efter Hjemmet.
Desuden var hun glad ved at være blandt Fremmede, som ikke vidste om den Skam, Faderen havde ført over sig selv og hende.
De fine Statsraadens nikkede til hende, naar hun mødte dem i Porten. Frøken Hilda havde endogsaa stanset og talt med hende et Par Gange.
Kristine syntes, det var mere end ventende, at en saa fin Dame vilde tale med hende, der bare var en simpel Bondepige. Derimod forstod hun ikke at sætte tilbørlig Pris paa Kandidatens Elskværdighed. For det første var hun vis paa, at Alfred kjendte hendes Faders Skam; desuden var der noget, som ængstede hende, i den Tone af Fortrolighed, hvori den unge Herre talte, naar han standsede hende i Porten eller endog kom helt ned i Stuen.
Da ligte hun meget bedre Doktoren – Husets ældste Søn; men med ham havde hun bare talt to Gange.
Da Kristine havde været i Byen et Par Uger, fik hun Brev hjemmefra:
