Fruer, som holdt sig inde, og som derfor vilde hilses i sine Vinduer, og paa samme Tid kunde han holde Øie med begge Fortouge, opdage om nogen tog til sin Hat nede paa Hjørnet af Kvartalet, – ja selv Herrer paa Platformen bagpaa Sporvognene fik han Tid til at hilse paa, idet de for forbi.
Derfor var han ogsaa en af de mest fremragende i Hovedstadens high life, skjønt han kanske var mere frygtet end elsket; thi han førte en hvas Tunge og vidste Alt.
Udenfor en Butik i Kongens Gade holdt Statsraad Bennechens Enspænder. Georg Delphin vilde just spørge Kusken, da Frøken Hilda Bennechen traadte ud af Butiken.
„Aa – kjære Kammerherre,“ bad hun, „følg med mig hjem. Mama har sendt mig ud, forat finde Pynt til en Kjole, og jeg er vis paa, at det er galt – det, jeg har valgt. Men naar De er med, tør hun ikke skjænde.“
„Det gjør mig ondt – Frøken! men jeg er paa Veien til Departementet. Hvad vilde Deres Hr. Fader sige, om jeg kom for sent?“
„Pyt – tror De kanske, jeg tror, at De er ræd Papa? – Kom nu;“ hun gjorde Plads for ham ved Siden, og han steg ind. –
„Jeg undres ikke paa, at Kammerherre Delphin betænkte sig paa at kjøre med Frøken Bennechen,“ sagde en ung Herre, der gik opover Gaden med en Dame.
„Nei Stakkel! – hun er gyselig,“ svarede Damen med en Grimace.
„Stygt Haar, styg Hud, stor Mund, ingen Næse, endnu mindre Figur; – det eneste ved hende, som gaar an, er Øinene.“
„Finder De, at hun har smukke Øine?“ – spurgte Damen og saa op.
„Gudbevares – ikke som visse andre, jeg kjender,“ svarede Herren galant; „men det er dog det bedste, Frøken Bennechen har at byde paa.“
„Aa ja! det er af disse kjedsommelige dumme Hundeøine.“
„Dum skal hun jo ogsaa være?“
„Som en Gaas! – det er bekjendt nok.“
Imidlertid kjørte Delphin med Frøken Bennechen tilbage den Vei, han var kommen, – Statsraaden boede i Kristian Augusts Gade. I Portrummet mødte de en høi ung Pige, der hilste paa Frøkenen.
„Hvem var det?“ – spurgte han.
Det var en Niece af Mo, som hedder Kristine; var hun ikke vakker?“
