Oldermanden kjørte sydover Veien; han havde en rask Hest og passerede de fleste. Et Stykke bortpaa traf han Njædel tilfods.
„Sæt dig op bagpaa – Njædel!“
Njædel gjorde saa, og de kjørte videre. En Stund efter indhentede de en Kjærre, som rullede langsomt afsted.
„Halv Vei!“ brølede Oldermanden.
Det tog Tid, inden Kjærren fik putlet sig afveien, saa Kariolen slap forbi.
Det var den surøiede, som sad i Kjærren. Det havde ingen Hast med ham; lang Vei havde han og ingenting at glæde sig til.
Den gamle brune Hoppe, som trak ham, gik og slang i Skjægene; hun var lysebrun af Ælde og langhaaret som en Gjed. Den surøiede sad og saa paa den brune, og imens tænkte han paa den gulblakke, og han begyndte at grue svært for at komme hjem.
Hverken Konen eller Ungerne havde bedre Ved, end at de vare visse paa, at idag maatte han komme hjem med den gulblakke. Den ældste Gutten havde endog været saa betænkt at give ham Grime med til at føre den i.
Han kunde vide, at de holdt Udkig med ham hjemme fra Hougen. Saa kunde de da ialfald se paa langt Hold, at han ikke havde den gulblakke med. Men saa vilde de tro, at han idetmindste havde Lommen fuld af Sedler og Skillinger.
Han saa ned i Kjærren, – der laa Grimen. Hvorledes skulde han faa sagt dem, at altsammen var „udsat“?
Den gamle brune saa ud som en vaad Kat, og han mindedes for et fint Fax, hun havde – den gulblakke og hvor trind og glat hun var over Hofterne.
IV.
Da de kom til Njædels Gaard, fulgte Oldermanden med ind. Huset var tomt og Dørene aabne, Katten gik omkring og jamtede.
Njædel rodede om uden at sige et Ord og fandt frem noget at spise. Oldermanden sad en Stund og saa paa den ubehjælpelige, store Skikkelse, som gik og stellede saa klodset med de uvante Smaating.
„Hør du – Njædel!“ – sagde han tilslut, „jeg mener, du faar se dig om efter en ny Tjenestepige.“
„Nei!“ – raabte Njædel og stampede i Gulvet, saa det drønede.
„Naa – naa! – æd mig ikke for det –“ svarede Oldermanden.
