„Naar De nu – Hr. Kandidat Bennechen –“ saaledes talte Amtmanden, „forlader denne Virkekreds, hvor de har nedlagt et Par af Deres bedste Ungdomsaars Arbeide, forat indtræde i en ansvarsfuldere – kanske mere besværlig, men sikkert mere løfterig Virksomhed, ville vi sige Dem Farvel og Tak for den Tid, De har arbeidet med os. Men om De end skilles fra os, forblive vi dog i Samarbeide. Jeg begaar vel ingen Indiskretion ved at meddele denne Forsamling, at det er Deres Hensigt at indtræde i et af Regjeringens Departementer – sandsynligvis Deres Hr. Faders?“
Alfred Bennechen bøiede sig forbindtligt.
„Altsaa siger jeg“ – vedblev Amtmanden, „at vi forblive i Samarbeide. Thi er der ikke et stort Samarbeide over det hele Land? er ikke Embedsværket en Ring, der omslutter vort Folk som et Styrkebelte? Idet De derfor – ligesom bytter Plads i Kjæden, ville vi bede Dem overbringe Deres Hr. Fader vor ærbødige Hilsen samt bede ham forsikre Hans Majestæt, at vi arbeide – deri ligger det – mine Herrer – arbeide som Hans Majestæts tro Tjenere blandt Folket. Og Dem – Hr. Kandidat Bennechen ville vi ønske, at De med Deres Hr. Faders ophøiede Exempel for Øie ogsaa vil naa langt frem paa Deres Bane og som han blive en Stolthed og en Pryd for Deres Land. Hr. Kandidat Bennechen – Vorherre være med Dem!“
„Den kan De tro, han har svedet over,“ hviskede Sagfører Kahrs til sin Sidemand nedover; thi Amtmandens Taler var i Almindelighed kun saa som saa.
Sorenskriveren holdt nu ogsaa en halvt humoristisk Tale til sin Fuldmægtig; Alfred Bennechen svarede, saa der blev mange Taler idag.
Men da Stemningen var paa sit høitideligste, satte Fogdens Kontorist et Stykke Steg i Halsen. Den arme Mand vilde ganske kvæles og det saa helt betænkeligt ud. Men hans Sidemænd slog ham saa voldsomt i Ryggen, at Stykket omsider løsnede og sprang ud paa Bordet.
Amtmanden skjulte sig bag sin Serviet; Fogden gjorde mange Undskyldninger for sin Kontorist; men Sagfører Kahrs betragtede opmærksomt Kjødstykket og bandte paa, at det veiede opimod en halv Mark.
Denne Begivenhed ødelagde aldeles Stemningen for Amtmanden. De yngre Sagførere begyndte at le og snakke over Bordet; der blev en høist respektstridig Livlighed. Og Amtmanden selv var bleven saa opskræmt af det ubehagelige Tilfælde, at han for op og rettede sine Briller bare nogen hostede, idet han inderligt,
