„Ja – naar det bare kunde nytte –“ sagde Oldermanden og kløede sig opunder Peltshuen.
Idetsamme fik han Øie paa Njædel Vatnemo, som stod et Stykke fra og saa paa ham. Lodsoldermanden blinkede til ham.
En af Lodserne paa Gaarden tog hans Hest, og Oldermanden nærmede sig nu til Njædel og hviskede: „Hun er velbeholden ombord.“
„Fik hun god Plads ombord?“ – spurgte Njædel.
„Extra fint – Far! – ganske som paa en Amerikafarer, endda det var bare anden Plads. Imorgen Aften er hun i Kristiania.“
„Det var galt, hun kommer om Kvelden; bare hun finder han Anders.“
„Ja nu skal du høre – Njædel! jeg har telegraferet for dig til Bror din, at han maatte møde Kristine paa Bryggen.“
„Nei! – end alt det, du kan finde paa Oldermand! –“ sagde Njædel, „var det grovt dyrt?“
„Akkurat en Krone.“
„Kunde du ikke faa det billigere?“
„Nei – Far! det er fast Taxt.“
„Jaja – det var alligevel godt –“ mente Njædel og rodede efter en Krone: „saa faar du have saa mange Tak – Oldermand!“
„Aa – ikke stort at takke for. – Har du været fremme for Retten – Njædel?“
„Nei – de siger, det blir ikke før over Middag.“
„Har du Mad?“
„Nei; der var ingen hjemme, som kunde stelle for mig –“ svarede Njædel kort.
„Hm – det er jo sandt! mumlede Oldermanden! „kom skal vi gaa ind til Tobias Lods og faa os lidt at leve af.“
Almuen gik tilside og hilsede Lodsoldermanden; men ingen lod til at se den lange Njædel, som kom bagefter. –
Det truede med Regn. Langt ude i Havet stod mørke Banker og Søen var graa med smaa hvide Prikker.
Der blæste en frisk Sydvest, og i de store runde Stene ved Stranden skyllede Brændingen ud og ind, slæbende med sig lange slimede Tarestrimler. Fra Stranden steg en kort Bakke opimod Gaardene, som laa tæt sammen.
Mellem Husene var der trange, sølede Veie, Møddinger og alleslags Uhumskheder; Møggreb, rustne Plougjern, halve Hjul og Vragstumper fra Skibe af enhver Art, som Havet i Aarenes Løb havde lagt op i Stranden. Men foran Vaaningshusene var der gjerne en liden ryddelig Plads, hvor Almuen samledes, sad paa
