„Kanske har jeg ikke hentet Tare, saalænge jeg har havt Børevigsgaarden?“
„Det har du vist gjort – Søren,“ svarede Njædel besindigt, „jeg tænker, du har gjort mange Ting, du helst burde ladet være.“
„Kanske du tror, det gaar an at stænge gamle hævdede Veie?“ – spurgte Søren blidt, „det tror du vel ikke – Njædel?“
„Jeg har mine Skjøder – jeg; og det er ægte, gode Skjøder; for jeg har kjøbt Kirkegods, og jeg skatter til Bispen i Kristiansand. Men ikke staar der et Ord om, at Børevigsfolket har Lov til at tage Veie i Marken min; saa jeg tænker, jeg graver Grøfter der, jeg selv har Lyst.“
Efter denne Tale begyndte Njædel at gaa opover mod Husene.
„Jamen Taren – Taren“ – indvendte Søren Børevig og gned Hænderne endnu stærkere.
„Malmen er i Fjeldene, Taren er i Sjøen; har du ingen Fjelde, saa har du ingen Malm; har du ingen Strand, saa har du ingen Tare. Det synes jeg, du maatte skjønne – Søren, du som er saa overhændigt klog.“
„Jamen – jamen –“ begyndte Søren igjen, „det bør os at dele Guds Gaver – Njædel! vi ere alle Brødre –“
„Jeg vilde ikke være Bror din – Søren Børevig! for to hundrede store Læs med Tare“, svarede Njædel og saa ned paa den anden.
„Jaja – Njædel! saa faar vi prøve Loven,“ sagde Søren blidt, „jeg faar snakke med Sagfører Tofte med det samme han er her.“
„Ja gjør du det – Søren! – jeg har mine Skjøder – jeg –“ svarede Njædel og blev ved at gaa. –
Midt paa Veien mellem Husene havde der samlet sig en Flok omkring en Kariol, som netop var ankommen. Manden, som steg ud, var liden og tyk med rødt Ansigt, graat Skjæg og lodden Hue.
„Er her nogen –“ spurgte han i Flokken, „som ved, hvad det er for en Karnali, som har Veistykket fra Børevigsgrinden og ned til Svartemyr? – jeg skulde have Lyst til at snakke et Alvorsord med den Personage.“
Der var ingen, som vidste det. Men en gammel Mand svarede: „Ja det har Oldermanden Ret i; der findes ikke værre Veistykke paa hele Kysten.“
„Veistykke!“ – fór Oldermanden op, „det er minsæl ikke nogen Vei, det er en Myr med store Stene i; se hvordan vi ser ud!“ og han viste paa sig og Hesten og Kariolen; det var altsammen graaflækket af Skvæt og Søle.
„Oldermanden faar klage til Lensmanden –“ var der en, som sagde.
