II.
Der holdtes Thing paa Lensmandsgaarden.
I Kanten af Postveien, som førte tversigjennem Gaardene, var der fuldt af fraspændte Karioler, Stolkjærrer og almindelige Kjærrer; og lige udenfor Lensmandens Dør stod den store Kaleschevogn, hvori Amtmanden, Sorenskriveren og Fogden vare komne fra Byen.
Rundt omkring „Husvognen“ hang alle Smaagutterne og gabede – den ene bag den anden, de mindste foran, alle med Hænderne i Lommen. De Voxne vare spredte mellem Husene, langs Veien og udenfor Lensmandens Vinduer, Fruentimmer var der ikke at se. De Voxne gabede lidt mindre end de Smaa, men alle havde Hænderne dybt nede i Lommerne.
Somme stod i Grupper og smaasnakkede; to og to gik bag Husene, forat snakke hemmeligt; andre stod ørkesløse langs Gjærdet og saa udover Søen. Men indimellem kunde der findes et anspændt ængsteligt Ansigt, – Folk, som vare komne langveisfra, forat høre, hvorledes det gik med „Sagen“.
Der stod en liden surøiet Mand langt inde fra Heiegaardene; han havde kjørt hele Natten, forat møde tidligt ved Thinget. Det var en Hestehandler, som havde snydt ham for en gulblak Hoppe. For over et Aar siden havde han været i Byen hos Sagfører Boyesen, forat begynde „Sagen“, og mange blanke Skillinger var gaaet til Stævning og Vidner og Thingsvidner, og imens for Hestehandleren og den gulblakke omkring i Verden – Gud maatte vide hvor.
Men til idag havde Sagføreren lovet ham Slut paa „Sagen“. Saa skulde han faa Dom over Hestehandleren, faa sine kjære Skillinger igjen – og kanske den gulblakke Hoppen ogsaa.
Bare han kunde faa Tag i Sagfører Boyesen. Hele Formiddagen havde den surøiede holdt Vagt ved Lensmandens Hus; men han havde ikke seet sin Sagfører.
Folk gik ud og ind, forat tale med Amtmanden, betale Skat til Fogden eller spørge Skriveren om et eller andet. Formiddagen gik og Middagstimen nærmede sig. Almuen fordelte sig mellem Husene, tog frem Mad og spiste staaende vendt mod Søen eller siddende i Rækker i Veigrøften.
Af og til kom en af Kontoristerne ud i Døren og raabte et Navn. Folk vendte Hovedet og gjentog Navnet, indtil vedkommende blev fundet i en eller anden Krog og nærmede sig betænksomt; medens Kontoristen blev utaalmodig, og Vinden forstyrrede hans sirlige Haar og kastede det nedover Ansigtet paa ham.
