Viberne samlede sig i Taushed og holdt Flyveøvelser til Reisen,
og alle Strandfugle flokkedes, for at flyve sammen. Selv Lærken
havde tabt Modet og søgte Reisefølge — stum og ukjendt mellem
andre graa Høstfugle. Men Maagen gik roligt og satte Maven frem;
den skulde ikke flytte.
Der var saa stille og Luften saa mat og diset. Farver og Lyd afdæmpedes mod Vinteren og det gjorde hende saa godt.
Hun var træt, og den lange, døde Vinter vilde passe for hende. Hun kjendte, at hendes Vinter vilde blive længer end alle de andres, og hun begyndte at grue for Vaaren.
Da vilde alt det vaagne, som Vinteren havde faaet til at sove; Fuglene vilde komme tilbage og synge de gamle Sange med nye Stemmer; — og oppe paa Kongshougen vilde atter hendes Moders Violer staa i blaa Klynger; — det var der, han tog hende om Livet — og kyssede hende mange — mange Gange. —
