— Havde Vaaren været sen, saa var Høsten ude itid.
En vakker varm Sommeraften begyndte det at regne; den næste Dag regnede det ogsaa, og nu regnede det uafladeligt — stedse koldere og koldere i samfulde elleve Dage og Nætter. Endelig blev det klart; men den næste Nat var det fire Graders Kulde.
Paa Buske og Træer hang Bladene sammenklistede efter den lange Regn; og da Frosten havde tørret dem paa sin Maade, faldt de til Jorden i massevis, hver Gang Vinden tog et lidet Ryk i dem.
Præstens Forpagter var en af de faa, som havde faaet Kornet i Hus; nu skulde det tærskes, mens der var Tærskevand. Den lille Bæk nede i Dalen skummede afsted saa brun som Kaffe, og hele Gaardens Mandskab var optaget med at passe Maskinen og kjøre Korn og Halm op og ned ad Præstegaardsbakken.
Rundt paa Gaardspladsen laa der Halmstraa, og naar Vinden strøg ind mellem Husene, tog den Havrehalmen i Hovedet, løftede den paa Ende og lod Straaene danse som gule Spøgelser henover. Det var den ungdommelige Høstvind, som prøvede sig; først udpaa Vinteren, naar den faar fuldvoxne Lunger, leger den med Tagsten og Skorstenspiber.
EN SPurv sad sammenkræben paa Hundehuset; den trak Hovedet ned i Fjærene, glippede med Øinene og lod som ingenting. Men i Virkeligheden gav den nøie Agt paa, hvor Kornet blev lagt hen. Ved det store Spurveslag ivaar havde den været midt inde i Nøstet, hakket og skraalet som den værste. Men den var bleven fornuftig siden; den tænkte paa Kone og Børn — og paa, hvor godt det er at have noget i Baghaand for Vinteren.
— Ansgarius glædede sig til Vinteren —, til farefulde Expeditioner i Snefanerne og bælmørke Aftener med bragende Brændinger. Han benyttede de allerede den Is, som laa paa Vandpytterne efter Nattefrosten, idet han lod alle sine Tinsoldater med to Messingkanoner marschere udpaa. Selv iagttog han staaende paa en hvælvet Stamp, hvorledes Isen lidt efter lidt gav efter, indtil den hele Armé styrtede igjenne, og kun Kanonerne Hjul stak op. Da raabte han Hurra og svingede med Huen.
„Hvad raaber du for?“ — spurgte Præsten, som gik over Gaarden.
„Jeg leger Austerlitz!“ — svarede Ansgarius straalende.
Faderen gik videre, idet hna sukkede tungt; han forstod ikke sine Børn. —
— Nede i Haven sad Rebekka paa en Bænk i Solen. Hun saa udover Lyngen, som stod med dunkelviolette Blomster, medens Markerne blegnede mod Høsten.
