„Tror De ikke — Frøken Hartwig! at det vilde være mere
hensigtsmæssigt at plukke Blomsterne, naar vi kjører hjem, saa holder
de sig friskere?“
„Som De vil“ — svarede hun kort.
„Hun glemmer det forhaabentlig til den Tid,“ sagde Max Lintzow halvhøit til sig selv.
Men Rebekka hørte det, og undrede sig over, hvad Fornøielse han kunde have af at beskytte hendes Violer istedetfor at plukke dem til den smukke Dame.
Efterat de en Stund havde beundret den vidtrakte Udsigt, forlod Selskabet Hougen og fulgte en Fodsti nedover mod Stranden.
Paa den faste, glatte Sand lige i Havkanten vandrede de unge Mennesker afsted under munter Samtale. Rebekka var i Begyndelsen ganske forvirret. Det var somom disse glade Byfolk talte et Sprog, hun ikke forstod. Undertiden syntes hun, de lo af ingenting, og omvendt maatte hun mangen Gang le af dem, naar de kom med sine Forundringsraab og Spørgsmaal til alt, hvad de saa.
Men lidt efter lidt følte hun sig tryg blandt de godmodige, velvillige Mennesker; den yngste Frøken Hartwig lagde endogsaa sin Arm omkring hende, mens de gik. Og da tøede ogsaa Rebekka op; hun lo med og fortalte let og utvungent som en af de andre. Hun var langt fra at mærke, at de unge Herrer og især den Fremmede fortrinsvis beskjæftigede sig med hende, og de smaa spidse Ord, som i den Anledning flettedes ind hist og her i Samtalen, forstod hun ligesaa lidt som meget af det Andet, der blev sagt.
En tidlang morede de sig med at løbe ned ad Sandskraaningen, hvergang Bølgen trak sig tilbage, for derpaa at flygte opover, naar den næste Bølge kom. Og stor Jubel vakte det, naar en af Herrerne indhentedes, eller naar en Sjø — større end de andre sendte sin Skumkant helt ind ove Skraaningen og tvang det lystige Selskab til en skyndsom Flugt.
„Se! — Mama er bange for, at vi skal komme for sent til Ballet!“ — raabte pludseligt Frøken Hartwig, og man opdagede nu, at Fruen og Konsulen og Præsten stod som tre Vindmøller paa Præstegaardsbakken og viftede med Lommetørklæder og Servietter.
Tilbagetoget begyndte. Rebekka førte dem en Snarvei over Myren, idet hun ikke beregnede, at Damerne fra Byen ikke som hun kunde hoppe fra Tue til Tue. Frøken Frederikke hoppede for kort i sin indsnørede Kjole og steg ned i et fugtigt Hul. Hun skreg og raabte, med Øinene fæstede paa Lintzow, ynkelige om Hjælp.
„Men Henrik!“ — raabte Max til Hartwig junior, som var nærmere ved, — „saa hjælp dog din Søster!“
