Han vilde just give Ordre til at kjøre videre, da Præsten kom
ud i Døren og hilste venligt. Af Udseende kjendte han Konsul
Hartwig — Byens mægtigste Mand.
„Dersom Selskabet vil tage tiltakke hos mig, saa er det mig inderligt kjært; og jeg tør nok forsikre, at hvad Udsigten angaar“ —
„Nei — bedste Hr. Pastor! — De er altfor god; vi tør paa ingen Maade tage mod Deres venlige Tilbud, og jeg maa ligefrem bede Dem undskylde disse gale unge Mennesker“ — sagde Fru Hartwig halvt fortvivlet, da hun saa sin yngste Søn, som havde siddet i den bagerste Vogn, allered efordybet i en familiær Underholdning med Ansgarius.
„Men jeg forsikrer Dem — Frue!“ — svarede Præsten smilende, „at baade min Datter og jeg selv vilde være meget lykkelige ved en sa behagelig Afbrydelse i vor Ensomhed.“
Hr. Lintzow aabnede Vogndøren med et høitideligt Buk, Konsul Hartwig saa paa sin Frue og hun paa ham, Præsten traadte til og fornyede sin Indbydelse, og Enden blev, at de halvt modstræbende halvt leende steg ud og lod sig af Præsten føre ind i den rummelige Havestue.
Her fulgte nu fornyede Undskyldninger og Præsentationer. Selskabet bestod af Konsul Hartwigs Børn og nogle unge Venner og Veninder af dem, og Landturen var egentlig foretagen til Ære for Max Lintzow, der som en Ven af Husets ældste Søn opholdt sig som Gjæst for nogle Dage hos Konsulens.
„Min Datter — Rebekka“ — forestillede Præsten, „som vil gjøre sig Umage for i al Tarvelighed at —“
„Nei — ved De hvad! — Hr. Pastor!“ — afbrød den livlige Fru Hartwig med stor Iver, „nu gaar det dog for vidt. Har det end lykkedes den uforbederlige Hr. Lintzow og mine gale Sønner at tvinge os ind i Deres Hus og Hjem, saa giver jeg dog ikke slip paa den sidste Rest af min Myndighed. Beværtningen vil sandelig jeg forestaa — afsted! — mine Herrer!“ hun vendte sig til de Unge — „og pak ud af Vognene. Og De — kjære Barn! — De skal saamænd more Dem med de Unge; lad bare mig forestaa Husstellet, det er jeg vant til.“
Og den gode Kone saa paa den smukke Præstedatter med sine trohjertige graa Øine og klappede hende paa Kinden.
Hvor det gjorde godt. Der var en egen lun Fornemmelse ved den trivelige Frues bløde Haand. Rebekka fik næsten Taarer i Øinene; hun stod, somom hun ventede, at den fremmede Dame vilde tage hende om Halsen og hviske hende noget, som hun længe havde ventet paa.
