Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/334

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

med et kraftigt Ryk, saa der kom en dyb Stribe i Sandet, og svingende sit Sværd raabte han: „De kommer! de kommer!“

„Hvem kommer?“ spurgte Rebekka.

„Fnysense, sorte Hingste og tre Stridsvogne fulde af Bevæbnede.“

„Sludder — Gut!“ sagde Faderen strengt.

„Der kommer tre Kaleschevogne med Byfolk,“ sagde Ansgarius og steg af med en flau Mine.

„Lad os gaa ind — Rebekka!“ — sagde Præsten og vendte sig.

Men idetsamme kom de første Heste i hurtigt Skridt opfor Bakken. Fnysense Hingste var det vel ikke; men det var dog et smukt Syn, da Vogn efter Vogn dukkede op i Solskinnet fulde af glade Ansigter og livlige Farver. Rebekka kunde ikke lade være at blive staaende.

I den første Vogn sad en ældre Herre og en trivelig Dame i Bagsædet. Paa Forsædet saa man en ung Dame, og just som de kom ind i Gaarden, reiste den Herre sig, som sad ved Siden af hende, og med en let Undskyldning mod Fruen i Bagsædet vendte han sig helt fremover og saa forbi Kusken. Rebekka stirrede paa ham uden at vide det.

„Hvor her er deiligt!“ — raabte det unge Menneske.

Thi Præstegaarden laa paa den sidste Bakke ud mod Havet, saa at den vide, blaa Horizont blev synlig med en Gang, naar man kom op i Garden.

Herren i Bagsædet strekte sig lidt frem: „Ja — her er ret vakkert; det fornøier mig, at De sætter Pris paa vor eiendommelige Natur — Hr. Lintzow.“

Idetsamme mødte den unge Mand Rebekkas Øine; hun tog dem i Hast til sig. Men han stansede Kusken og raabte: „Her vil vi blive!“

„Hys!“ — sagde Fruen smaaleende, „det gaar ikke an — Hr. Lintzow! det er Præstegaarden.“

Siger Intet! raabte den unge Herre i en lystig TOne, idet han sprang af Vognen; — „ikke sandt?“ raabte han bagover mod de andre Vogne, „her slaa vi os tilro?“

„Jo — jo!“ lød det i Kor, og det glade Selskab begyndte strax at stige ud.

Men da reiste Herren i Bagsædet sig og sagde alvorligt: „Nei nei! mine Venner! det gaar virkelig ikke an. Vi tør paa ingen Maade slaa os ned hos Præsten, som vi sletikke kjender. Om ti Minutter er vi hos Lensmanden, og der er de vant til at tage mod Fremmede.“