Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/331

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

paa Skibene, som seilede forbi ude paa Havet, kjæmpede Tordenskjold snart med Vikinger snart med den spanske Armada.

Bag Lysthuset i et hemmeligt Hul gjemte han et rødt Kosteskaft, som her Bukeflaus. Det var hans Lyst at sprænge omkring i Haven med sin Ganger mellem Benene og en Blomsterpind i Haanden.

Lidt bortenfor Haven var der en Houg, hvor der groede nogle Smaatræer; her kunde han iskjul speide vidt ud over de flade Lyngvidder og det store Hav.

Det slog aldrig feil, at en eller anden Fare var i Anmarsch; enten fordægtige Baade ved Strangen eller vældige Rytterskarer, som nærmede sig saa listigt, at det saa ud bare som en eneste Hest. Men Ansgarius gjennemskuede den lumske Plan; han kastede Bukefalus om, jog nedad Hougen, gjennem Haven og svingede i Gallop ind i Gaarden. Hønsene skreg, somom de skulde slagtes, og Borgermester Nansen fløi lige mod Præstens Kontorvindu. —

Præsten skyndte sig frem og fik netop se Halen af Bukefalus, idet Helten svingede om Fjøshjørnet, hvor han skulde forberede Forsvaret.

Der er en sørgelig Vildskab i den Gut — tænkte Præsten. Alle disse krigerske Lyster huede ham sletikke. Ansgarius skulde blive en Fredens Mand, som Præsten selv var det; og det gjorde ham ligefrem ondt at se med hvilken Lethed Gutten lærte og tilegnede sig alt, hvad der handlede om Kamp og Krig.

Stundom prøvede han at skildre det fredelige Liv hos de gamle Folk eller hos fremmede Nationer. Men det gjorde liden Lykke. Ansgarius holdt sig til det, som stod i Bøgen; og her gik det fra Krig til Krig, Folkene vare ikke andet end Soldater, Heltene vadede i Blod, — og det var forgjæves Arbeide, naar Præsten prøvede at vække Medfølelse hos Gutten med dem, hvis Blod de vadede i.

En enkelt Gang kunde det falde Præsten ind, og det kanske havde været bedre fra først af at fylde det unge Hoved med fredsommeligere Idéer og Billeder end rovlystne Kongers Kampe eller vore Forfædres Snigmord og Overfald. Men saa huskede han, at han jo selv havde lært det samme i sin Barndom, altsaa maatte det være rigtigt. Ansgarius skulde nok blive en Fredens Mand alligevel — og blev han det nu ikke?

„Nuvel — alt staar i Herrens Haand!“ — sagde Præsten tillidsfuldt og tog atter fat paa sin Prædiken. —

— „Du glemmer nok rent Frokosten idag — Far!“ — sagde et blondt Hoved indad Døren.