bindtlige Ansigt, der havde sagt den smukke Frue saamange smukke Ting, — og væet saa utrættelig til at rose sine Kager — de var ogsaa fortræffelige.
Nu sad han sammenkrøben og spiste noget ubestemmeligt noget af et rudet Tørklæde — ivrigt, graadigt, uden at se op.
Længer nede hørte de en dempet Samtale; Madame vilde absolut kige ind, Monsieur vilde nødigt, men han gjorde det alligevel.
En gammel Bajads sad og talte Kobberpenge i Haanden, skjændte og brummede. Den unge Pige, som stod foran ham, frøs og bad for sig; hun var indhyllet i en lang Regnkaabe.
Manden bandte og trampede i Jorden. Da kastede hun Regnkaaben og stod halvnøgen i etslags Balletdragt. Uden at sige et Ord og uden at rette paa sit Haar eller sin Pynt steg hun op paa det lille Trin, som førte til „Scenen“.
I dette Øieblik vendte bun sig om og saa paa Faderen. Hendes Ansigt havde allerede anlagt Balletsmilet; men dette veg nu for et helt andet Udtryk. Ved Munden var der ikke mere at se; men Øinene prøvede at smile bønligt til ham — et Secund; Bajads trak paa Skuldrene og holdt Kobberskillingerne frem. Den unge Pige vendte sig, dukkede ind under Forhænget og modtoges med Skraal og Applaus.
Ved den store Eg holdt Manden med Lotteriet fremdeles sin flydende Tale. Hans Vittigheder var bleven altmere utvetydige, eftersom Mørket faldt paa. Latteren var ogsaa anderledes i Publikum, Menneskene vare vildere, Bajadserne tyndere, Damerne frækkere, Musiken falskere — ialfald syntes Madame og Monsieur det.
Da de passerede Balteltet, lød Støien af en Kvadrille ud til dem; „Herregud! — var det virkeligt der, vi dansede!“ — sagde Madame Tousseau og trykkede sig op til sin Mand.
De gik saa fort som de kunde igjennem Trængselen; Vognen var snart naaet, bare forbi det store Circustelt. Det skulde blive godt at komme til at sidde og slippe væk fira al denne Larm.
Paa Tribunen foran Circusteltet var der tomt nu. Forestillingen var i fuld Gang derinde i det kvalme halvlyse Rum.
Kun den gamle Kone, som solgte Billetter, sad og sov ved Kassen. Og et Stykke borte i Lyset af hendes Lampe stod en bitteliden Gut.
Han var klæedt i Tricots, grøn paa den ene Side og rød paa den anden; paa Hovedet havde han en Narrehue med Horn.
Tæt indved Tribunen stod en Kone indtullet i et sort Tørklæde; hun syntes at tale til Gutten.
Han satte vexelvis det røde og det grønne Ben frem, men trak
