Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/313

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ikke kjede af det evindelige Prelleri. Tvertimod de maatte bare le over de uhørte Anstrængelser, disse Mennesker gjorde sig, forat tjene — kanske en halv Franc eller nogle Centimer.

Men en Gang stod de foran et Ansigt, de kjendte. Det var en ung Amerikaner, som de havde truffet i Hotellet i Paris.

„Nu — Monsieur Whitmore!“ — raabte Madame Tousseau muntert, „her har De dog vel endelig fundet et Sted, hvor selv De ikke kan lade være at more Dem!“

„Jeg for min Del“ — svarede Amerikaneren langsomt, — finder ingen Fornøielse i at se de Mennesker, som ikke have Penge, gjøre sig til Nar for de Mennesker, som have dem!“

„Aa — De er uforbederlig!" lo den unge Kone, „ellers maa jeg komplimentere Dem for det fortræffelige Fransk, De taler idag!“

Efterat der var vexlet endnu et Par Ord, blev de skilt ad i Sværmen; Mr. Whitmore vilde tilbage til Paris strax.

Det var mere end en Kompliment af Madame Tousseau. Den alvorlige Amerikaner talte ellers et Fransk til at græde over. Men det Svar, han havde givet Madame, var næsten korrekt. Man maatte tro, at det var vel overveiet i Forveien, — at det var en hel Række af Indtryk, som havde fæstnet sig i disse Ord. Kanske var det derfor, at hans Svar hagede sig saa fast i Monsieur og Madame Tousseau.

De syntes ikke — nogen af dem, at det var saa særdeles godt sagt; tvertimod — de fandt begge, at det maatte være sørgeligt at have saa tungt et Sind som deres unge Bekjendt. Men alligevel blev der siddende noget igjen; de havde ikke længer saa let for at le, Madame blev trøt, og de begyndte at tænke paa Hjemturen.

Da de vilde gaa nedad den lange Gade mellem Boderne, for at naa Vognen, kom der just en støiende Flok opover.

„Lad os gaa en anden Vei“ — sagde Monsieur.

De gik mellem to Boder og kom ud paa Bagsiden af den ene Række. De snublede over Trærødder, før Øiet vænnede sig til det usikre Lys, som faldt stribevis mellem Teltene. En Hund, som laa og gnavede paa noget, reiste sig knurrende og slæbte sit Rov lenger ind i Mørket mellem Træerne.

Paa denne Side bestod Boderne af gamle Seil og alslags forunderlige Draperier. Mellem Revnerne saa man Lys hist og her; etsteds opdagede Madame et Ansigt, hun kjendte.

Det var Manden, hos hvem hun havde kjøbt den mageløse Honningkage — Monsieur gik endnu med Halvparten i Baglommen.

Men alligevel var det underligt at se Honningkagemanden igjen paa denne Side. Dette var noget helt andet end det smilende, for-