gamle Baadsmand troede, han saa i Kartet; Jungmanden mente han drak Whisky; men Kahytsgutten bandte paa, at han brækkede sig.
Mandskabet var i ypperligt Humør: det var saadan en Forfriskelse at kjende Søluften, at føle Skibet bevæge sig under Benene. Ja selv den gamle Brig syntes at være i Humør; hun lod sig duve saa dybt ned mellem Sjøerne som hun kunde og gjorde meget mere Skum end nødvendigt var.
De unge holdt Udkig efter store Sjøer. „Der kommer en Basse!“ raabte de, „bare han nu træffer dogt“ —, og det gjorde han.
Det var en ordentlig Sjø, større end de andre. Den nærmede sig bedageligt, lagde sig ned og tog Sigte; reiste sig saa pludseligt op — og dermed gav den Briggen, der var pluskjævet som en Basunengel, en vældig Klask paa det Bagbords Kind, saa at det dirrede i hele Kareten. Og høit over Rækken og langt indover Dækket sprøitede det friske salte Skum; det var netop saavidt, at Kapteinen fik bjerge Hovedet nedfor Kappen.
Ah — hvor det friskede; det livede op i Gamle og Unge, de havde ikke smagt friskt Sjøvand paa lang Tid — og med en Mund brød det hele Mandskab ud i et lystigt Hurra!
Men idetsamme lød Styrmandens Tordenrøst: „Hart i Læ!“ — Briggen løb op i Vinden, Seilene slog saa det skalv i Riggen, og nu fulgte Slag i Slag, men endnu hurtigere end før Ordre til Ankring: „Lad falde Bagbordes Anker! — lad gaa Styrbords og!“
Plump! — der faldt det ene; plump! — der gik det andet. De gamle Kjettinger russede ud, saa at der stod en rød liden Sky af Rust op paa hver Side af Bougsprydet.
Folkene — vante til Lydighed — arbeidede hurtigt uden at tænke; og snart laa Briggen noksaa roligt for sine to Ankere.
Men nu efter Arbeide kunde Ingen tilbageholde sin Forbauselse over denne pludselige Ankring — midt under Seiladsen, udfor Kysten mellem Holmer og Skjær. Og endnu underligere syntes dem de Befalendes Opførsel. For der stod de nu begge helt forud med Enderne tilveirs, bøiende sig helt ud over Rækken og stirrende paa Bagbords Boug. Nogle havde endog syntes høre Kapteinen raabe: Til Pumperne — Manne! men det blev aldrig opklaret.
„Hvad Fanden mon de bestiller der forud!“ — sagde Jungmanden.
„De tror, hun stødte, da vi fik den store Sjøen,“ hviskede Kahytsgutten.
„Hold Kjæft — Gut!“ sagde Baadsmanden.
