Denne blev først lyseblaa derpaa dyb-violet — som rimeligt
kunde være. Men han tog sig i det, og saa sagde han, hvad han
altid pleiede at sige ved enhver Leilighed: „Hvad mener du? — Styrmand!“
„Hmm —!“ svarede Styrmanden langsomt.
Mere pleiede han aldrig at svare, naar han blev spurgt; for han ligte ikke at svare strax. Men naar han fik tale ganske alene — uden at nogen afbrød ham, da kunde han komme med de længste Sætninger og de allervanskeligste Ord. Og da var Skipperen især stolt af ham.
Saa korte som Styrmandens Svar end kunde synes, forstod Skipperen dog strax Meningen. Han vendte sig mod Jungmanden — alvorligt, men pynteligt; thi han var en saare folkelig Mand:
„Din forbandede Grønskolling! — tror du ikke, jeg forstaar de Ting bedre end du? — jeg som ikke har tænkt paa andet end være Skipper fra jeg var en Næve stor! Men jeg ved nok hvad du og dine Lige tænker paa. I bryr Jer Fanden om hele Skuden, og kunde I bare faa Magten fra os Gamle, saa seilede I paa den færste den bedste Holme, for at faa plyndre Whiskyen. Men det bliver der nu ikke noget af — Hvalpen min! — og her blir vi liggende, saalænge jeg vil.“
Da denne Besked naaede FOlkelugaren, vakte det stor Uvilje blandt de unge og umodne — det var jo venteligt. Men endogsaa Skipperens Venner og Beundrere rystede paa Hovedet og mente at dette var et stygt Svar: det var jo bare et Spørgsmaal, og man kan jo ikke forspørge sig.
Der utbredte sig nu en øgende Misstemning, hvilket var noget uhørt mellem disse fredsommelige Mennesker. Endogsaa Skipperen, der elleres ikke var snar til at forstaa eller mærke nogetsomhelst, syntes, han saa saamange tvære Ansigter; og han var ikke længer saa fornølet med Besætningens Holdning, naar han traadte ud paa Dækket med sit venlige: Godmorgen — Slyngler!
Men Styrmanden havde længe lugtet Lunten; for han havde en fin Næse og lange Øren. Derfor mærkede man et Par Aftener efter Jungmandens uheldige Visit, at noget overordentligt var igjære agterud.
Kahytsgutten maatte gjøre tre Vendinger med Toddykjedlen; og den Beretning, han afgav i Ruffet efter sin sidste Tur, var isandhed foruroligende.
Styrmanden lod til at have talt uophørligt i to Timer; foran sig paa Bordet havde de: Barometer, Chronometer, Compas, Sextant, Journalen og det halve Skibsbibliothek. Dette bestod af Kingos
