ædle Træk kom frem fra disse Dage fulde af Fornøielse, der smagte af Opofrelse.
Mademoiselle Louison’s bedste Veninde — en ubetydelig Dame, der sad nederst ved Bordet, fortalte tiltrods for Louison’s Protest, hvorledes denne havde taget tre fattige Sypiger op til sig — i hendes egen Leilighed, og ladet dem sy hele Natten før Festen i Hippodromen. Hun havde givet de stakkels Piger baade Kaffe og Mad — foruden Betalingen.
Mademoiselle Louison blev med en Gang en vigtig Person ved Bordet, og Journalisten begyndte at vide hende udsøgt Opmærksomhed.
De mange skjønne Træk af Godgjørenhed og Louison’s svømmende Øine satte det hele Selskab i en stille tilfreds, menneskevenlig Stemning, der passede til Trætheden ovenpaa det anstrængende Maaltid.
Og dette Velvære steg endnu nogle Grader, da man var kommen tilro i de bløde Stole inde i den kjølige Salon.
Der var ikke andet Lys end liden i Kaminen.
Det røde Skjær gok over det engelske Gulvtæppe opad Guldlisterne i Tapetet, skinnede paa en forgyldt Maleriramme, paa Pianoet, som stod ligefor, hist og her paa et Ansigt længer inde i Mørket. Ellers saaes ikke andet end de røde Punkter af Cigarer og Cigaretter.
Samtalen dovnede af; — en Hvisken hist og her, — Lyden af en Kaffekop, som sattes bort, — enhver syntes oplagt til uforstyrret at nyde Fordøelsens stille Glæde og sin menneskevenlige Steming. Selv Monsieur Anatole lemte sine Trøfler, idet han strakte sig i den lave Stol tæt ved Soafen, hvor Mademoiselle Adéle havde taget Plads.
„Er her ikke nogen, som vil spille lidt for os?“ — spurgte Signor de Silvis fra sin Stol. „De pleier altid at være saa snil — Mademoiselle Adéle.“ —
„Aa — nei — nei!“ raabte Mademoiselle, „jeg er altfor mæt!“ — og hun lagde sig tilbage i Sofaen, vippede Benene op og foldede sine Hænder over sin lille runde Silkemave.
Men den Fremmede — Irlænderen — reiste sig fra sin Krog og gik henimod Instrumentet.
„Ah — De vil spille for os! Tusind Tak — Monsieur — hm!“ Signor de Silvis havde glemt Navnet — noget, som ofte hændte ham med hans Gjæster.
„Ser du! — han er Musiker!“ sagde Mademoiselle Adéle til sin Ven. Anatole gryntede beundrende.
