Sivdotter. Myrfiblerne vare afblomstrede; men paa de stive Straa hang endnu en og anden Dusk — sort og sammenkladdet af Høstregnet; ellers var det fin, mørk, smuldret Jord — vaad og fuld af Vandpytter; — graa, forvredne Trærødder stak frem, flettede ind i hinanden som et knudret Net.
Den gamle Ravn forstod godt, hvad den saa. Her havde voxet Træer engang, endogsaa før dens egen Tid.
Skoven var borte, Grenene, Løvet — alt var væk; bare Rødderne igjen, indfiltrede i hinanden dybt ned i den bløde Masse af sorte Trævler og Vand.
Men længer kunde Forandringen heller ikke komme; saaledes fik det forblive, og dette fik da Menneskene ialfald lade ligge som det laa.
Den gamle Fugl rettede sig op. Gaardene laa saa langt borte, her var saa hjemlig sikkert midt ude i den bundløse Myr. Noget af det Gamle fik dog være i Fred; den glattede de skinnende, sorte Fjær og sagde flere Gange: „Bonjour madame!“ —
Men ned fra den nærmeste Gaard kom et Par Mand med Hest og Kjærre; to Smaagutter løb bagefter. De kjørte en kroget Vei mellem Tuerne, men lige ud over Myren.
De stanser snart — tænkte Ravnen.
Men de kom altid nærmere; den gamle Fugl vendte uroligt Hovedet; det var forunderligt, hvor langt de vovede sig ud.
Endelig stansede de, og Mændene tog fat med Spader og Øxer. Ravnen kunde se, at de kavede med en svær Trerod, som de vilde have løs.
Det blir de snart trætte af — tænkte Ravnen.
Men de blev ikke trætte; de huggede med Øxerne — det var de skarpeste, Ravnen havde seet — grov og sled, og tilslut fik de virkelig væltet den svære Stamme om paa Siden, saa at hele det stærke Rodnet stod bent op i Luften.
Smaaguterne vare kjede af at grave Kanaler mellem Vandpytterne. „Se den store Kraagen derborte“ — sagde den ene
De forsynede sig med Sten i begge Hænder og lurede sig frem bag Tuerne.
Ravnen saa dem godt. Men den havde seet det som værre var.
Heller ikke herude i Myren var der længer Fred for det Gamle. Nu havde den seet, at selv de graa Trærødder, som vare ældre end den ældste Ravn, og som vare saa fast indflettede i den dybe, bundløse Myr, — at selv de maatte give tabt for de skarpe Øxer.
Og da Gutterne netop var saa nær, at de skulde til at kaste, løftede de tunge Vinger og fløi op.
