CAMILLA (stanser). Det er et tungt Digt.
FERDINAND. Fordi det er sandt.
CAMILLA. Mener du — —
FERDINAND. Livet er ikke anderledes — Kusine!
CAMILLA (i Tanker). Det er noget uroligt, noget utrygt ved den Poesi; — der gaar en underligt lummer Luft gjennem alle hans Vers.
FERDINAND. Det er Violduft —
CAMILLA. — og Patchouli —
FERDINAND. Men der spirer dog Vaarblomster i dem.
CAMILLA. Der er deilige Blomster; men plikkede — ordnede med Kunst i sindrige Buketter.
FERDINAND (staar tilhøire, hviler Albuerne paa en Lænestol): Ja hør nu selv!
Die blauen Frühlingsaugen
Schau’n aus dem Gras hervor,
Das sind die lieben Veilchen,
Die ich zum Strauss erkor. —
CAMILLA (i samme Stilling tilvenstre).
Og det dipper og kvidrer og jubler og ler,
Et plaskende Livsvæld for Øiet du ser,
Og du hører de dansende Vover.
Og hvis ret du af Hjertet som Kulsvier tror,
Kan du lyttende høre, hvor Græsset gror,
Og falde i Staver derover.
FERDINAN.
Ich kann nicht singen und springen,
Ich liege krank im Gras,
Ich höre fernes Klingen —
— Mir träumt — ich weiss night was.
CAMILLA.
Hør hvor de hviske dig ømt,
Alt hvad din Længsel har drømt,
Se, hvor de bringe tilbage
Gjenskin fra fagrere Dage!
Lad det tindre,
Det vil linde
Smerten i dit Savn og i din Klage.
FERDINAND (stanser lidt).
In meiner Erdinnr’ung erblühnen
Die Bilder, die längst verwittert,
— Was ist in deiner Stimme,
Das mich so tief erschüttert?
— Sag’ nicht, dass du mich liebst,
Und küsse nur und schweige;
Und lächle, wenn ich dir morgen
— Die welken Rosen zeige.
